MINDST 15 MENNESKER er henrettet i Iran siden årets start, og ifølge Amnesty International henrettes stadig flere børn og unge. Samtidig er den fundamentalistiske iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i gang med at gennemføre større adskillelse mellem landets mænd og kvinder. Helt absurd bliver det, når det ifølge en af Ahmadinejads nære allierede også skal omfatte kønsadskilte fortove. Og det frivillige ordenskorps Bassij har intensiveret angreb på kvinder, som ikke går tilstrækkeligt tildækkede efter deres og præsidentens mening. Massearrestationer blandt Teherans rebelske buschauffører er også med blandt de tiltag, der viser, at Ahmadinejad er på krigstogt imod landets borgere. Internationale medier har skrevet meget om Iran i den seneste tid, men har udelukkende fokuseret på Vestens atomstrid med landet og om angreb på Danmarks og andre vestlige landes ambassader. Når man tager i betragtning, at Teheran har en befolkning på 12 millioner, og at der er kaldt til demonstration fra moskeerne, så er det et nederlag for regimet, at så relativt få har fulgt opfordringen. DET MÅ DESVÆRRE kaldes en sejr for regimet, at den internationale opmærksomhed omkring skæbnen for landets undertrykte borgere er ringe. Iranerne lider under høj arbejdsløshed, bundløs fattigdom og voldsom stigning i narkomisbrug og prostitution. Det er et resultat af et gennemkorrupt regime, der holder sig ved magten ved barbariske metoder som at skære hænder af tyve, stene utro kvinder til døde og gennemføre offentlige henrettelser ved hængning. Slemt har det været siden revolutionen i 1979, der ikke formåede at indfri iranernes ønsker om dybtgående sociale reformer, men endnu værre bliver det nu. Ahmadinejad kom til magten ved at love, at der endelig blev gjort noget for de fattige. Strejker og sporadiske opstande viser, at han ikke har indfriet sine løfter. Svaret er mere brutalitet over for borgerne. Iran må ikke få atomvåben, lyder det højlydt fra verden, mens stemmerne for iranernes menneskerettigheder er meget spage. Trusler om at isolere Iran bør ses i det lys, at man så overlader civilbefolkningen helt i et stadig mere brutalt regimes hænder.