De politikere, der tror, at kritikken af Danmark fremover ville blive mindre, hvis nogle få imamer blev udvist af landet, er ikke blot politisk tonedøve - de må være fuldkommen døve. For hvis forløbet omkring Muhammed-tegningerne har vist én ting, så er det da, at den offentlige debat ikke er begrænset af hverken landegrænser eller sprog. Tværtimod kan en lille happening i ét land brede sig lynhurtigt, om end forsinket, på kryds og tværs af kloden, hvis blot det kulturkrigeriske sprængstof er tilstrækkeligt eksplosivt. Hverken Jyllands-Posten eller Islamisk Trossamfund kan derfor regne med, at de kommunikerer alene til folk her i Danmark. Når et flertal af partierne i Folketinget støtter op omkring Dansk Folkepartis forslag om at undersøge mulighederne for at landsforvise imamer, der spreder kritik af Danmark, er det således udtryk for, at Venstre og Det Konservative Folkeparti slet ikke har fattet rækkevidden af det fænomen, der har ramt os med boykot-aktionen mod Danmark. Men selv hvis det skulle kunne lade sig gøre at lukke kritik ude af landet ville det være en tåbelig idé. For så længe imamerne ikke direkte har opfordret til vold, må deres antidanske kampagne antages at holde sig inden for rammerne af netop ytringsfriheden. Naturligvis har imamer og andre kampagnemagere et ansvar for ikke at sprede usandheder eller overlagt vildledende oplysninger. Men i udgangspunktet har imamerne, nøjagtig som Jyllands-Posten, frihed til at sige, hvad de vil, til hvem og hvor de ønsker det. Ligesom ansvaret for konsekvenserne af ens udtalelser - herunder tolerancen over for anderledestænkende - ikke stopper ved grænsen, kan ytringsfriheden heller ikke pakkes ind i Dannebrog. At et liberalt parti som Venstre overhovedet kan finde på at gå med på en præmis om, at antidanske udsagn skal kunne bruges som begrundelse for landforvisning, er skræmmende. Modsvaret til nogle muslimers følelse af at være blevet krænket af nogle tegninger i en dansk avis bør aldrig blive, at den danske regering officielt begynder at forfølge folk, der fører antidanske kampagner. Tværtimod bør rummelighed over for landskritiske aktioner tjene som symbol på, at Danmark som et åbent og oplyst demokrati kan tåle, at meninger brydes i offentligheden. At nogle danskere kan føle sig krænket over, at danske statsborgere rejser rundt og fører kampagne mod Danmark, er helt legitimt. Men disse følelser bør aldrig ophøjes til statens politik. Derfor er det et selvmål af dimensioner, når Venstre og De Konservative vil udvise antidanske imamer som reaktion på Muhammed-sagen.