EN FANTASTISK chance. Det er, hvad undervisningsminister Bertel Haarder og Christiansborgs uddannelsespolitiske ordførere har i disse uger: De kan blive husket som de visionære politikere, der tog første skridt mod at forbedre folkeskolen. De sidder nemlig for øjeblikket og diskuterer en reform af læreruddannelsen. Og det er præcis der, potentialet til at løse skolens problemer ligger. Kun ved at uddanne bedre lærere kan den onde spiral, folkeskolen har været fastlåst i, brydes. Kun på den måde kan det gøres attraktivt at være lærer og på længere sigt genoprette fagets autoritet. Med de nedslående PISA-undersøgelser skulle man tro, at alle gode kræfter kunne samles om at uddanne så gode lærere som muligt. Desværre er realiteten en anden. Som det er fremgået med al ønskelig tydelighed af Politikens reportager fra Holbæk Seminarium, er læreruddannelsen tværtimod blevet beskåret. Det har kostet i form af ringere studiemiljø og fagligt udbytte. Således mener fire ud af ti lærerstuderende, at studiet ikke er godt nok fagligt. Hver fjerde af de 17.000 lærerstuderende dropper ud, før de færdige. Men det kunne den nye reform jo ændre på? Nej. Desværre. Allerede før forhandlingerne bekendtgjorde Haarder, at han ikke mødte op med en pose penge. Det kan næppe blive mere deprimerende. HVIS REGERINGEN vil gribe dagen og fremtidssikre folkeskolen, er det helt nødvendigt at gøre op med det fremherskende princip i uddannelsespolitikken: at kræve mere for mindre. Derfor må det på forhånd i forhandlingerne gøres klart, at en reform af læreruddannelsen ikke skal være et nulsumsspil. Med det på plads er der til gengæld nok at tage fat på. Læreruddannelsen bør være på universitetsniveau og udvides til et femårigt forløb. Mindre kan ganske enkelt ikke gøre det, hvis man mener ønsket om et fagligt løft alvorligt. Desuden bør uddannelsen specialiseres i forhold til faglighed og alder, så kommende lærere er bedre rustet til at undervise eleverne på de forskellige alderstrin. Men igen: Skal det ske inden for de eksisterende økonomiske rammer, bliver det svært at mobilisere begejstring. Både fra de politikere, som skal overtales til at stemme for reformen. Og - vigtigst - fra de seminarielærere, der nu for anden gang inden for en tiårig periode skal lave læreruddannelsen om.