De seneste dage har været en katastrofe for Danmarks omdømme, dansk eksport og danskernes sikkerhed. Boykot, fordømmelse og trusler er regnet ned over landet fra alle hjørner af Mellemøsten. Det er tydeligt, at profettegningerne har udviklet sig til en sag, der er ude af kontrol. Måske endda for de arabiske regeringer, der ellers normalt har et fast greb om både deres medier og deres befolkninger. De mekanismer, der nu er sluppet løs, har med meget andet end virkeligheden i Danmark at gøre. Der er ingen tvivl om, at millioner af muslimer føler stærkere for deres religion, end vi kan forstå herhjemme. De har svært ved at se andet end en grov fornærmelse i satiriske tegninger, som herhjemme hører til normalbilledet. Samtidig er et forsvar for profeten egnet til at samle næsten alle i Mellemøsten. Inklusive regimer, der her kan være i samklang med en opinion, der ikke altid elsker dem. Fanatikere kan udnytte situationen, og de moderate kan ikke andet end - i lighed med Bill Clinton i Qatar - finde tegningerne »skammelige«. Uanset hvad Danmark nu gør, er det langtfra sikkert, at situationen vil falde til ro. Når det er sagt, er det naturligvis regeringens opgave at gøre alt, hvad den kan, for at reparere på skaden. Det gælder så meget desto mere, fordi regeringen har det afgørende ansvar for, at det er gået galt. Statsministeren bad i går om arbejdsro til at løse den store diplomatiske opgave. Han må prise sig lykkelig over, hvor bange Socialdemokraterne er for at udfordre en formodet antimuslimsk opinion: Sandheden er som bekendt, at statsministeren har haft fire måneder til at agere i og hidtil har nægtet at flytte sig ud af stedet. Men er det ikke af hensyn til ytrings- og pressefriheden, en værdi, der er hellig for os alle, og da ikke mindst for en avis som Politiken? Lad os se lidt nærmere på det argument, der har paralyseret regeringen og diplomatiet, lige siden statsministeren i oktober brugte det til at afvise de muslimske ambassadørers ønske om et møde. Pressefriheden består i, at aviserne må skrive, hvad de vil, uden at regeringen må gribe ind. Men den frihed gælder naturligvis også den anden vej. Regeringen må mene, hvad den vil om, hvad aviserne skriver. Det er en frihed, som ministrene helt naturligt benytter sig af, for eksempel når de selv kritiseres. At gøre det til en trussel mod ytringsfriheden, hvis statsministeren gav udtryk for, at han ikke bryder sig om Jyllands-Postens krænkelse af religiøse følelser, er derfor det rene sludder. Den norske regering har da heller ikke haft nogen vanskeligheder med at lægge klar afstand til det norske tidsskrift, der genoptrykte Jyllands-Postens tegninger. Så siger statsministeren, at han ikke kunne mødes med ambassadørerne, fordi et af deres krav - om en art sanktionering af avisen - var uacceptabelt. Men hvis regeringschefer kun skulle mødes med ambassadører, som de på forhånd var enige med på alle punkter, ja, så var der slet ikke brug for diplomati i denne verden. Hele pointen med ambassadører er jo, at de gør det muligt at tale om uenigheder på en civiliseret måde. Det var pinagtigt i går aftes at se Anders Fogh Rasmussen stå fast i det hjørne, han selv har malet sig op i. Han har nu overvundet sig selv så langt som til at sige, at han ikke selv ville have bragt tegningerne. Hvorfor han ikke som statsminister kan sige det samme, er en meningsløshed, som kun kan forklares med, at han igennem fire måneder har sagt det modsatte. Det er ellers ikke svært at komme med eksempler på, at statsministeren har været uenig med en avis. O.k., det er måske ikke så ofte, at det er Jyllands-Posten, det er gået ud over. Men der er jo også andre aviser her i landet. Sandheden er, at vores ellers så professionelle statsminister i denne sag har optrådt med en arrogance, der allerede har skadet landet alvorligt. Det interessante er imidlertid, hvorfor Anders Fogh Rasmussen greb forkert, og hvorfor han ikke har flyttet sig under det fire måneder lange forløb? Det skyldes utvivlsomt, at hvor udenrigspolitisk katastrofal hans stejle holdning end har været, så lignede den i starten en indenrigspolitisk selvfølgelighed. Med Dansk Folkeparti som støtteparti og strammerkursen i højsædet gav det sig selv, at i en konflikt mellem landets største avis og muslimer stod statsministeren på avisens parti. Og ytringsfriheden har længe tjent som argument for ikke at tage afstand fra alle de uhyrligheder, regeringens støtteparti har udtalt i årenes løb. Det betyder desværre, at den muslimske vrede mod Danmark ikke kun kan afskrives som en effekt af intens religiøsitet og mellemøstlige mekanismer, der er os fremmede. Når det kommer til stykket, ligger regeringen, som den har redt. Så længe VKO-formlen kun krævede, at vi ydmygede et svagt mindretal, var succesen sikker. Nu har 12 avistegninger mobiliseret måske en milliard mennesker imod os. Forhåbentlig bliver konsekvenserne af elendigheden ikke værre, end at vi danskere kan lære noget af det forløb. Det er på høje tid.