I GÅR kunne Hamas feste. I dag vil ansvaret melde sig. Den national-religiøse palæstinensiske bevægelse blev den store vinder af onsdagens valg til det palæstinensiske selvstyreparlament. Men sejrens baggrund er klarere end dens konsekvenser. Hamas vandt, fordi den tidligere Fatah-ledelse under salig Yassir Arafat blev forbundet med korruption, indspisthed, misrøgt af den palæstinensiske økonomi og ringe evne til at forvalte palæstinensiske interesser over for mange års israelsk besættelsesmagt. Hamas blev af vælgerne modsat fundet 'ren' og værdsat som en demokratisk fornyelse. MEN ANSVAR forpligter. Og Hamas, som både rummer en social bevægelse og en milits, vil nu stå med ansvaret for at samle palæstinenserne, for at standse korruptionen og for at skabe velfærd og økonomisk vækst. Samtidig vil Hamas være nødt til at vælge, om bevægelsen vil stræbe efter fred eller krig med Israel. Det har både militære og økonomiske konsekvenser. Hvis bevægelsen insisterer på, at Israel skal opløses, fjernes enhver tilskyndelse til, at israelerne skal søge forsoning og et kompromis, der imødekommer retfærdige palæstinensiske krav om en stat i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem. Så vil enhver israelsk regering forsøge at diktere fremtidige grænser mellem de to parter, alene ud fra Israels egne ønsker og sikkerhedspolitiske prioriteter. Og hvis en Hamas-regering ikke inddrager sin milits' våben eller gør militsen til en del af de officielle palæstinensiske sikkerhedsstyrker, og hvis den ikke standser terror mod civile israelske mål, må den forvente, at omverdenen vil standse økonomisk hjælp til selvstyret. VERDEN KAN ikke have ondt af - og skal slet ikke blande sig i - at en islamistisk bevægelse har vundet et demokratisk valg. Det internationale samfund skal kun kræve det samme af en palæstinensisk regering, som kræves af andre. En palæstinensisk regering, også med Hamas, må derfor tage ansvar for vold, der udgår fra det palæstinensiske territorium. Den må også tage ansvar for at forhandle fred frem for at føre krig. Og den må tage ansvar for at genopbygge, hvad årtiers konflikt og besættelse har revet ned. Det er ikke lige det, der har fået religiøse og somme tider maskerede, Kalasjnikov-svingende masser til at demonstrere for Hamas. Men det er, hvad valgsejren kræver. Og både Israel og det internationale samfund må give Hamas en chance for at tage sin egen demokratiske sejr alvorligt.