ANTALLET af forargede reaktioner var stort, da Politiken i går kunne fortælle, at 4,4 millioner danskere igennem tvungen opsparing i pensionsselskabet ATP er medejere af virksomheder, der producerer klyngebomber og kernevåben. Mange danskere føler stort ubehag ved tanken om, at en del af deres pension skal komme fra afkastet af at sælge nogle af verdens mest inhumane våben. Klyngebomber er berygtet for at lemlæste civile, fordi en del af bomberne ikke eksploderer ved nedslaget. Det er ikke blot ATP, der har puttet millioner af kroner i våbenfabrikanter. Det samme har en stribe andre pensionsselskaber. Heriblandt store selskaber som PFA, Danica, PKA og Pen-Sam. I juridisk forstand kan man ikke sætte en finger på selskaberne. De opererer alle inden for lovgivningens rammer og forsøger efter bedste evne at leve op til lovkravet om at sikre deres kunder det højeste afkast. Til gengæld er flere af selskaberne på kant med deres egne etiske retningslinjer. Og det på trods af at retningslinjerne typisk er så luftige, at de reelt ikke binder selskaberne. Det giver sig selv, at det er uholdbart, at selskaberne overtræder deres egne retningslinjer. Men det største problem er måske snarere, at en lang række af pensionsselskaberne ikke giver kunderne mulighed for at vælge bestemte investeringer fra. Etik er en meget individuel sag. Hvor nogle pensionsopsparere vil afsky tanken om at investere i våbenproduktion, vil den type af investeringer ligge helt i tråd med andres personlige holdninger. I EN TID, hvor stadig flere danskere sparer mere og mere op, bør pensionsselskabernes kunder have meget bedre muligheder for at investere i overensstemmelse med egen etik. Det interessante spørgsmål er så, om danskerne overhovedet vil benytte muligheden, når det kommer til stykket. Når man ser tallene i dagens avis, er det tvivlsomt. De viser, at danskerne hører til de mennesker i Europa, der tager mindst hensyn til, om de sparer op i firmaer, der handler med våben eller tobak eller sviner miljøet. På trods af deres forargelse over pensionsselskabernes forvaltning af deres opsparing, gider danskerne ikke stille krav til etikken, når det gælder deres egne penge. Og det på trods af, at det ikke kræver meget mere end en telefonopringning til banken eller pensionsselskabet for de mange danskere, der faktisk har en valgmulighed. Set i det lys kan man næsten ikke fortænke pensionsselskaberne i at tage let på etikken.