SOM BEKENDT er der på det seneste blevet talt meget om tonen i den danske indvandrerdebat. Tilhængerne af den nuværende lovgivning, som med en nærmest taktfast konsekvens er blevet strammet i Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode, mener tilsyneladende, at denne tone ikke er blevet værre og mere rå i de sidste 4-5 år. Måske har tilhængerne ret så langt, at vi til en vis grad har vænnet os til den ubehagelige og afstumpede sprogbrug. Måske er det derfor, at Lægeforeningen først nu - men bedre sent end aldrig - reagerer på et initiativ, som regeringen og Dansk Folkeparti iværksatte i december måned. Det drejer sig om flygtninge og den psykiske lidelse posttraumatisk stress, PTSD. Hidtil har flygtninge, som fik stillet diagnosen PTSD, i deres ansøgning om statsborgerskab kunnet få dispensation fra kravene om danskkundskaber, fordi sygdom og traumer i alvorlig grad kunne besværliggøre indlæringen. Sådan er det ikke længere. Ikke blot er selve kravene til færdigheder i dansk blevet strammet, dispensationsmuligheden er også forsvundet. Det er de forstemmende kendsgerninger - dansk indvandrerpolitik har fået endnu et vrid i den ubarmhjertige retning. Så er der det med tonen. Det var Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, der i december luftede sin indre blodhund, da han om PTSD og dispensationsmulighederne udtalte: »PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem«. SÅDAN ER jargonen. Sådan er holdningen til danske læger, der altså over en bred kam mistænkeliggøres og beklikkes på deres faglighed. Derfor er det befriende, at formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Hans Buhl, nu omsider tager afstand fra beskyldningen. For selvfølgelig skal det ikke være Dansk Folkeparti, der som led i partiets politiske korstog vejer og vurderer lægernes faglighed. Har man mistanke i forbindelse med PTSD-diagnoserne, må sagen undersøges på saglig og traditionel vis og ikke blot blæses op som endnu et demagogisk udfald i debatten. Endelig er der grund til at gøre opmærksom på, at PTSD herhjemme først og fremmest er blevet registreret hos danske kz-fanger efter Anden Verdenskrig og hos soldater, der har været i kamp. 7 procent af de soldater, der har været udstationeret på Balkan, har oplevet symptomer på PTSD. For danske soldater i Irak er det foreløbige tal 12 procent. Det er foruroligende og høje tal. Hvad mener Dansk Folkeparti mon om disse diagnoser? Er der tale om en sludder for en sladder, hvor danske soldater svindler sig igennem for at blive behandlet med fløjlshandsker efter hjemsendelsen?