Den gode nyhed er, at de krænkelser af irakiske fanger, som danske soldater har stået for, befinder sig i den milde ende. Byretten slår fast, at der ikke har været tale om tortur eller egentlige fysiske overgreb, men om en krænkelse af den respekt og værdighed, som hjælpeløse tilfangetagne har krav på efter Genève-konventionen. Vi er altså ikke i nærheden af hverken de amerikanske eller de britiske tortur- og overgrebssager, der så alvorligt har skadet koalitionen i Irak. Der vil sikkert være dem, der ryster på hovedet over, at beskyttelsen af fanger efter den gældende militære straffelov er så vidtgående. Når nu krig alligevel går ud på at dræbe og såre, og når nu vores soldater er i livsfare, hvorfor så ikke ydmyge og forhåne fangerne lidt, hvis det kan bringe oplysninger til veje? Svaret er, at også under krig og besættelse måles et lands civilisation på, om det respekterer de svage og de uskyldiges rettigheder. Svage var alle fangerne; mange af dem var formentlig også uskyldige i andet end at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men så er der heller ikke flere gode nyheder i sagen. De krænkelser, der er tale om, kunne være håndteret på stedet med en påtale. Det forekommer fuldstændig proportionsløst, at Annemette Hommel er blevet sat i offentlig gabestok igennem mere end halvandet år i en sag af dette begrænsede omfang, og hvor der foreligger så mange formildende omstændigheder. Samtidig kan der sidde mennesker tilbage uden for Danmark, der tror, at vi har gjort os skyldige i noget værre. Man kan ikke bebrejde forsvarsminister Søren Gade, at han fra det øjeblik, han hørte om sagen, tog den alvorligt og forlangte den undersøgt til bunds. Men man kan bebrejde hele det øvrige militære system for en hel stribe svigt, anfald af moralsk panik og ansvarsforflygtigelse. Det gælder de manglende retningslinjer for afhøring. Det gælder de manglende svar til Annemette Hommel undervejs. Og det gælder den efterfølgende håndtering af sagen med en kikset kombination af passivitet og overreaktion, som ingen åbenbart så sig i stand til at rydde op i. Om Annemette Hommel vil blive helt frikendt i landsretten, kan ingen vide. De formildende omstændigheder omkring hendes problematiske øvelseserfaringer og manglende instruktioner kan måske bære det. Men uanset juraen er det korte af det lange, at sagen aldrig burde være kommet så vidt. Og allerede fra i dag kan de tiltalte trøste sig med, at langt de fleste danskere vil betragte dem som uskyldige ofre for et uforberedt og uerfarent dansk forsvar. Sagen blev håndteret på en måde, der skabte forventninger om, at der var sket noget langt mere alvorligt. Det fejlgreb er årsagen til, at Annemette Hommel kan få svært ved at blive renset helt. Men det er samtidig grundlaget for, at hun formentlig allerede har det meste af offentlighedens forståelige sympati.