I FRAVÆRET af en slagkraftig, selvstændig og fælleseuropæisk udenrigspolitik er EU-landene nødt til - som et ydmygt minimum - at stå sammen om at påvirke USA i den bedst mulige retning. USA har opnået en så altdominerende rolle på verdensscenen, at ingen længere lytter til et indbyrdes splittet Europa. Derfor må og skal EU-landene lære at bøje sig ind mod hinanden, så vi i fællesskab får en udenrigspolitisk tyngde, der kan tages alvorligt rundt omkring i hele verden. Overraskende nok tegner kanslerskiftet i Tyskland til at bevæge EU-landene i netop den retning. Med sin nye kritik af den amerikanske Guantánamobase formår Tysklands nye kansler, kristendemokraten Angela Merkel, at pointere, at hendes forgænger, Gerhard Schröder, ikke kun talte som en socialdemokratisk krigsskeptiker, da han højlydt stod op imod præsident George W. Bush i op- og efterspillet til Irakkrigen. I MODSÆTNING til den britiske premierminister, Tony Blair, og den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), udviser Merkel udenrigspolitisk vovemod - og reel respekt over for alliancepartneren USA - ved at kritisere den folkeretlige skandale, der har stået på i Guantánamo siden 2001: »En institution som Guantánamo kan ikke og bør ikke eksistere på længere sigt på denne måde. Det er nødvendigt at finde en anden måde at behandle fangerne på«, udtaler Merkel i ugemagasinet Der Spiegel. Både hun og Schröder - og størstedelen af det politiske establishment i Europa - er heldigvis fælles om at repræsentere et internationalt retsbaseret alternativ til USA's overmagtsstrategi. I SIG SELV er udtalelsen ikke revolutionær. Alligevel er ordene bemærkelsesværdige og opmuntrende: bemærkelsesværdige, fordi Merkel umiddelbart har en kortsigtet interesse i at lefle for præsident Bush som kompensation for Schröders kritik, og opmuntrende, fordi hendes kritik er med til at styrke troen på, at EU-landene rent faktisk kan spille en rolle som konstruktiv irettesætter i forhold til USA. Modsat påstanden om, at EU er ved at blive spaltet i et 'nyt Europa' af handlekraftige, USA-loyale lande og et 'gammelt Europa' af handlingslammede USA-kritiske lande, viser Merkels udmelding, at EU's kernelande stadig har tilstrækkelig selvtillid, saft og kraft til at insistere på udbredelsen og håndhævelsen af humanitære spilleregler i verden. Merkel tilføjede, at »vores forhold til USA skal ikke reduceres til at tale om terrorbekæmpelse og Irakkrigen«. Heri har hun også ret. Hvis Merkel således kan være med til at trække USA tilbage på et afbalanceret spor - der handler om mere og andet end terrorkrig - kan hun vise sig at blive en tiltrængt mægler, der reelt giver EU større indflydelse på verdens vaklende gang.