At tvinge folk til at være medlemmer af særlige foreninger holder ikke længere i byretten. Med sin opsigtsvækkende dom underkendte Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i går det danske retssystems hidtidige accept af de såkaldte 'eksklusivaftaler', der stadig tvinger over 200.000 danske lønmodtagere til at være medlemmer af én bestemt fagforening. Dermed er der ingen vej uden om, at regeringen må fremlægge et lovforslag, der giver alle ansatte frihed til selv at vælge, om de vil være med i en fagforening. For naturligvis skal og bør den danske stat følge kendelserne fra Menneskerettighedsdomstolen - også selv om et flertal i Folketinget umiddelbart er imod. På et individuelt plan har det også hele tiden været urimeligt, at lønmodtagere er blevet tvunget til at melde sig ind i særlige foreninger. Selv om den høje organisationsprocent blandt lønmodtagere har gavnet samfundsudviklingen, kan man ikke længere ignorere, at foreningstvang krænker frihedsrettighederne. Kendelsen er umiddelbart et hårdt slag for fagbevægelsen. Risikoen er, at en stor andel af de lønmodtagere, som i dag er påtvunget medlemskab, melder sig ud - og at en allerede hensygnende institution dermed får endnu sværere livsbetingelser. Hertil er kun at sige: Konkurrence er sundt - også for fagforeninger. Derfor bør fagforeningerne forsøge at se nederlaget som en ny anledning til at gentænke deres rolle. Den barske kendsgerning i jernindustrien er jo, at fagforeningerne har mistet over 50.000 medlemmer i de seneste år. Selv hvis eksklusivaftalerne var blevet accepteret, ville fagforeningerne således stå tilbage med et voksende legitimeringsproblem over for en ny generation af lønmodtagere, der ikke har en stærk kollektiv identitetsfølelse. Men i stedet for at hensmuldre til en blanding af forsikrings- og jobservicefirma, der blot sælger individuelle ydelser til medlemmerne, bør fagforeningerne hellere forsøge at genskabe deres rolle som social garant for de svagest stillede. Nu, hvor eksklusivaftalerne er faldet, kunne fagforeningerne med fordel forsøge at udvikle en ny form for 'inklusivaftaler', der forpligter arbejdsgiverne og de offentlige myndigheder til at skabe nye job til såvel indvandrere som flygtninge og overførselsindkomstmodtagere. Efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft vil falde så kraftigt i de kommende årtier - på grund af ny teknologi og globalisering - at der atter vil blive brug for stærke fagforeninger, der tør kæmpe for gennemgribende samfundsreformer, der sikrer flere og bedre job, ikke mindst til alle dem, der står uden for arbejdsmarkedet i dag. Nye inklusionsaftaler er derfor vejen frem.