Blandt de nordiske guder i Valhal en elskelig selvgod og sladdervorn kujon med løse håndled? Næppe. I hvert fald ikke før Peter Frödin havde begået det humoristiske træk at krydse hornblæserens rolle i dette års julekalender på TV 2 med en for dette univers hidtil ubeskrevet mandetype. Den anakronisme var et af seriens komiske højdepunkter. Og Loke i Martin Brygmanns udgave var lusket, let og fjantet. En joker, der nok var bedre til at være fjollet end til at være giftig. Men hans figur havde seriens bedste dramatiske potentiale, og i de bedste stunder blev det forvaltet med et sikkert glimt i øjet. De to skuespillere fra Det Brune Punktum var de stærkeste drivkræfter i årets på mange måder stillestående julekalender; måske fordi de udfordrede det ofte så stereotypt skildrede norrøne univers med et par moderne mandetyper, der kom lidt på tværs af traditionen. Serien har naturligvis også vakt interessen for at kende dens baggrund i eddaernes fortællinger. Og flere stemmer har kritiseret julekalenderen for ikke at formidle myterne korrekt. Det var jo slet ikke sådan, det foregik! Når man læser i eddaerne, får man helt anderledes besked. Kritikken er den samme, som faldt over 'Jesus og Josefine'; her var det blot Bibelen, som manuskriptforfatterne helt havde forlæst sig på. Men spørgsmålet om, hvorvidt serierne nu også fremstillede det rigtige Valhal eller det rigtige Nazaret, er ikke et, man bør stille med alvor i stemmen. Julekalendere er ikke historieformidling, der findes facitlister til, men en underholdende fiktionsform, der leger med mytologiske kilder. 'Jul i Valhal' gav i tilgift en leg med kønsstereotyperne. Var alle guderne i Valhal årvågne og ansvarsbevidste heteroseksuelle mænd, som vi er blevet fortalt siden nationalromantikkens genopdagelse af de norrøne gudemyter? Fiktion, lige fra Homer og Ovid over E.T.A. Hoffmann og H.C. Andersen til Disney og Rowling, lever af denne begavede leg med myter og kilder. Her er alt tilladt. Man kan ærgre sig over, at store dramatiske muligheder tabes på gulvet, eller at prekære emner lades urørte. Men man kan ikke klandre fiktionen for at bruge myterne efter sit eget forgodtbefindende.