I DAGENS avis tager en række af landets mest fremtrædende forfattere bladet fra munden. De undsiger det herskende klima og den herskende politik, der groft diskriminerer de etniske mindretal herhjemme. Det er i tiden usædvanligt, at populære forfattere går sammen og tager så klart samfundspolitisk stilling. De tøver ikke med at hæfte ansvaret for den sørgelige udvikling på regeringen, Dansk Folkeparti og dele af medierne. Man må desværre sige, at det er på høje tid. I avisen i går beskrev vi endnu et forstemmende eksempel på den herskende tendens: Klagekomitéen for etnisk ligebehandling er gjort til en helt igennem tandløs institution. Den har næsten ingen ressourcer, små beføjelser, og er ude af stand til at komme til bunds i de sager, der overhovedet når frem til en i offentligheden næsten ukendt instans, hvis eksistens alene skyldes en EU-forpligtigelse. Man tror det ikke muligt, men folketingsflertallet har sørget for, at komitéen for eksempel i princippet slet ikke må beskæftige sig med religiøs diskrimination. Og det i et samfund, hvor modviljen mod muslimer vælter ud af alle knaphuller - ikke mindst de politiske. Tidligere på ugen kom det frem, at ni ud af ti kommuner er villige til at imødekomme et ønske om 'hvid' hjemmehjælp. En kendsgerning, der bekræfter, hvad alle véd eller burde vide: Diskrimination er en realitet på arbejdsmarkedet. At kampen mod diskrimination fra officiel side er så godt som ikke-eksisterende, samtidig med at regeringen proklamerer, at flere indvandrere i arbejde er et af dens vigtigste mål, er intet mindre end grotesk. Men det samme mønster ses igen og igen. Formålet med at sætte integrationsproblemer på dagsordenen er alt for sjældent at løse dem. I stedet drejer det sig om at signalere, at ingen foranstaltninger og ingen retorik er for barske, når en formodet folkelig modvilje og bekymring skal imødekommes.DEN SØRGELIGE sandhed er, at hver eneste uge bringer nye eksempler på generaliserende fordomsfuldhed, hovedløse stramninger og manglende respekt for den ligeværdighed, der ellers hører til blandt de mest basale forudsætninger for en bedre integration. Integrationen af indvandrere og deres efterkommere er en udfordring i store dele af Europa. Det er en udfordring, der kan begrunde nytænkning og brug af både socialpolitisk pisk og gulerod. Der er heller ikke noget odiøst i, at et samfund regulerer indvandringen. Den danske tragedie er, at landets magthavere og deres mange medløbere for længe siden har lagt saglig integrationspolitik og en afbalanceret regulering af indvandringen bag sig. I stedet har man i uhyggelig grad accepteret Dansk Folkepartis dagsorden. At forfattere fra Benny Andersen til Hanne-Vibeke Holst nu siger fra, kan forhåbentlig føre til, at anstændige mennesker overalt og på tværs af partiskel gør det samme. Indtil det sker, vil alle de problemer, der 'begrunder' strammerkursen, kun blive større. Ikke mindre.