Okay, de slår ikke længere hinanden ihjel på Cypern. Og de tyrkiskmuslimske cyprioter i nord og de græskkatolske cyprioter i syd har nogenlunde fri adgang til hinandens områder, delvis takket være FN og EU. Det er den gode historie. Men nogen løsning på deres mangeårige konflikt har de ikke fået. Og når Cypern officielt er blevet medlem af EU som én nation, beror det mindre på succesfuldt EU-diplomati end på græsk politisk pres. Det er den knap så opmuntrende historie. EU havde håbet, at de cypriotiske samfund ville være så forhippet på at blive medlemmer af unionen, at de i 2003 begge ville tilslutte sig FN's fredsplan for ønationen, så de i samlet flok kunne tilslutte sig det europæiske fællesskab. Men ak, kun tyrkisk-cyprioterne stemte ja. Græsk-cyprioterne stemte i stort tal nej, men fik alligevel ret til at repræsentere Cypern i EU, skønt de reelt kun repræsenterer den sydlige del. Ville det have gjort en forskel ved den græskcypriotiske folkeafstemning, hvis EU havde betinget Cyperns medlemskab af et ja til fredsplanen? Måske, måske ikke. Men frem for at have et splittet Cypern uden for EU, har EU fået et splittet Cypern inden for. Og både cyprioterne og resten af EU-kredsen er fanget i et net af politisk studehandel. Det gælder ikke kun Cyperns fremtid, men også Tyrkiets muligheder for at få adgang til fællesskabet. Den græskcypriotiske regering havde ønsket, at Tyrkiet kun ville få adgang til forhandlinger om medlemskab, hvis det anerkendte Cypern med den græskcypriotiske regering. Så langt har Grækenland ikke fået resten af EU med sig. De tyrkiske cyprioter havde modsat håbet, at EU med sin vægt kunne sikre en gennemførelse af FN's fredsplan. Så langt har de og Tyrkiet heller ikke fået EU med sig. I stedet er Cypern-problemet blevet en lidt stor og irriterende anstødssten på forhandlingsvejen mellem EU og Tyrkiet. Det burde EU have ordnet bedre. Og EU bør stadig bruge kræfter på at sikre en føderal løsning på det opdelte øsamfunds konflikt. Det er ikke nok, at de ikke slår hinanden ihjel.