DET ER forståeligt, at en partiformand overdriver sine resultater, når han mødes med sit fodfolk. Det skal derfor være statsminister Anders Fogh Rasmussen tilgivet, at han på Venstres landsmøde ikke indrømmede Venstres klare nederlag ved kommunalvalget. Værre er det, når statsministerens overdrivelser har med samfundssubstans at gøre og dermed for alvor bidrager til at sænke niveauet i den offentlige debat. Værst var det, da han talte om integration. I anledning af det samlede antal indvandrere og efterkommere i Danmark fik vi at vide, at »den tidligere regering lod tingene sejle. En løsagtig udlændingepolitik førte til en eksplosion i indvandringen«. Hvis man overhovedet kan tale om en eksplosion, fandt den ikke specielt sted under Nyrup-regeringen, der tværtimod strammede, men over flere årtier; fra direkte import af gæstearbejdere under VKR-regeringen til en række flygtningebølger under Poul Schlüters skiftende borgerlige regeringer. En udvikling, der har rødder i den globalisering, som statsministeren med rette ser som basalt positiv, og som hverken den ene eller den anden politiske fløj kan tildeles ansvaret for. VENSTRES FORMAND har ret i, at arbejdsløsheden blandt nydanskerne er for høj. Men når han puster problemet op med diskutable statistiske greb, er det svært ikke at mistænke ham for at ville gøre det nemmere for sig selv og sin regering. For hvis det hele er 'indvandringens skyld', så bliver de store reformer, der ville ramme store grupper af danskere med velerhvervede rettigheder, nemmere at undvige. Det er som bekendt altid lettere at tale om 'de andres' problemer. Eller om 'de andre' som problem. Men når nu Anders Fogh insisterer på at fastholde integrationen på dagsordenen, så skal ret være ret: Man kan ikke beskylde ham for at overdrive det danske samfunds medansvar for dårlig integration. Her fastholder han i overensstemmelse med tidsånden, at det er ofrene, der er de mest skyldige, og at de må tage sig sammen. Det er da også o.k. at fastholde den enkeltes ansvar. Men når Anders Fogh har så skarpt et blik for uddannelsessystemets svagheder, havde det da været nærliggende at fremhæve dets medansvar for manglende sprogfærdigheder blandt mange unge med indvandrerbaggrund, der er opvokset her i landet. Det var glædeligt, at statsministeren for en gangs skyld også nævnte eksklusion, diskrimination og ydmygelse som integrationsproblemer. Men det udløser et spørgsmål, som han end ikke strejfede: Hvornår bliver bekæmpelse af diskrimination og ydmygelse af nydanskere en aktiv del af regeringens egen politik?