REGERINGEN HAR fremlagt et tværministerielt idékatalog med en række forslag til terrorbekæmpelse - både forebyggelse og efterforskning. Flere af forslagene er endog meget vidtgående, hvor andre er helt indlysende moderniseringer af især efterretningstjenesternes organisering og praktiske handlemuligheder. På den ene side: Det er usædvanligt at gennemføre store lovændringer, der forandrer forholdet mellem stat og borger, uden at der foreligger andet end en hypotetisk trussel (de terrormistænkte fra Storkøbenhavn er endnu ikke dømt. Ja, de er ikke engang tiltalt). På den anden side: Det drejer sig om forebyggelse, og den politiske debat om forslagene har formentlig kun gavn af at foregå i en situation, der ikke er præget af den menneskelige og moralske panik, der må forventes at herske lige efter et større terrorangreb i Danmark. På den tredje side: Gennemfører vi vidtgående udvidelser af politiets beføjelser nu, hvad vil politikerne så kunne gøre, den dag de skal reagere med handlekraft på konkret terror. Ophæve grundloven? Sløjfe menneskerettighederne? Nedlægge domstolene? DEN RETSPOLITISKE debat i en terrortid er fuld af dilemmaer. Det eneste, alle kan blive enige om, er, at der må findes en balance mellem de to hensyn, der står over for hinanden: Politiets og efterretningstjenestens effektivitet på den ene side, og retssikkerheden og den personlige frihed på den anden. De 49 forslag skal nu diskuteres, og først senere ved vi, hvor mange af dem regeringen vil gøre til sine egne, og hvor mange af dem, der derefter vil kunne samle et flertal i Folketinget. Hovedtendensen i idékataloget er en massiv udvidelse af myndighedernes overvågningsmuligheder via ny teknologi, registersammenkøring, fri udveksling af persondata, og langt større adgang til aflytning af al elektronisk kommunikation. Konkret: Det er en ganske stor tillid, vi udviser, hvis PET frit kan indsamle og registrere alle de oplysninger om enhver borger, som findes et eller andet sted i den offentlige sektor, og det vel at mærke uden kontrol, uden begrundet mistanke, og uden at nogen uden for tjenesten får det at vide. Fordelene er iøjnefaldende, men det er risikoen for misbrug også. DET MAN for alvor savner i idékataloget, er et eneste forslag, der har til formål at afbalancere alle disse nye magtbeføjelser med kontrolmekanismer. Det klassiske spørgsmål til den mægtige stat - Quis custodiet ipsos custodes? (hvem vogter jeres vogtere?) - for slet ikke at tale om et svar på spørgsmålet - glimrer ved sit fravær. Domstolskontrollen bevares på flere områder, men den udvides ikke på et eneste, og der er heller ikke bud på andre mekanismer, der kan sikre os mod den massive misbrugsrisiko, der er bagsiden af de nye, effektive og langt hen ad vejen måske ligefrem nødvendige virkemidler, vores beskyttere skal udstyres med.