Plamegate

Lyt til artiklen

EFTER TO års undersøgelser sigtede den særlige undersøgelsesdommer Patrick Fitzgerald i fredags det første højerestående medlem af Bushregeringen, Lewis 'Scooter' Libby. Vicepræsident Dick Cheneys stabschef og nærmeste rådgiver er nu anklaget for at have løjet for storjuryen, en forbrydelse, der kan medføre en mangeårig fængselsstraf. Krisen i Det Hvide Hus nåede dermed sit foreløbige højdepunkt, og da storjuryen er blevet forlænget, kan også andre medlemmer af George W. Bushs inderkreds - især superrådgiveren Karl Rove og vicepræsident Dick Cheney - i den kommende tid risikere at blive sigtet for lovbrud. Sigtelsen mod Scooter Libby er snævert fokuseret på den såkaldte Plamegate og drejer sig specifikt om, hvem han fik sine oplysninger om CIA-agenten Valerie Plame og hendes mand Joseph Wilsons aktiviteter fra. Dette ret tekniske og i sig selv ikke særlig interessante spørgsmål bør imidlertid ikke skygge for sagens større perspektiver, der vedrører selve grundlaget for Irakkrigen. George W. Bush og hans regering begrundede som bekendt invasionen med, at Saddam Hussein var i gang med at udvikle masseødelæggelsesvåben og derved udgjorde en akut fare for verdensfreden. Efter at krigen var overstået, viste det sig imidlertid hurtigt, at der ikke var skyggen af masseødelæggelsesvåben i Irak, og det virkelige spørgsmål, som Plamegate rejser, er derfor, om Bushregeringen mod bedre vidende manipulerede efterretningsoplysningerne. DET ER DET spørgsmål, det hele reelt handler om, og trods Patrick Fitzgeralds indtil videre upåklagelige undersøgelser, er efterretningsfadæsen forud for Irakkrigen i bund og grund et mere politisk end juridisk spørgsmål, som Kongressen for længst burde have nedsat en kommission til at efterforske - ganske som man gjorde efter angrebet 11. september 2001. At det ikke er sket, og at undersøgelsesdommeren i overensstemmelse med sit mandat fokuserer meget på det strengt juridiske, bør imidlertid ikke aflede offentligheden fra at fokusere på det centrale: at begrundelsen for krigen i Irak var løgn og latin. Det er skandalen, som man også med god ret kunne ønske sig fik en lidt større plads i den danske debat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her