SOCIALDEMOKRATERNE har begået én stor brøler under Helle Thorning-Schmidts lederskab: at gå med i et såkaldt integrationsforlig, der medfører, at nogle af samfundets allersvageste skal skæres i kontanthjælpen. Det er således ikke de seneste dages polemik, men derimod den oprindelige accept af selve forligets indhold, der har været hovedløs. At bruge økonomisk pisk over for mennesker i en socialt udsat position er nemlig ikke, har aldrig været og bør heller ikke blive socialdemokratisk politik. Derimod ligger det i direkte forlængelse af mere end 100 års socialdemokratisk socialpolitik, når partiet nu melder fra over for VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Alt andet ville også have været uanstændigt, da forliget i både bogstav og ånd er dybt asocialt. At skære i kontanthjælpen til folk, der ikke kan arbejde, strider også fundamentalt imod det nordiske lighedsideal, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) selv har tiljublet på det seneste. Men når hverken Venstre eller Dansk Folkeparti har mod til at udvise tilstrækkeligt samfundssind, er det opløftende, at Socialdemokraterne træder ud af geleddet - og dermed i karakter. Hellere sent end aldrig. Blot at forarme folk har nemlig intet med hverken beskæftigelses- eller integrationspolitik at gøre. Og derfor er det hæderværdigt, at Socialdemokraterne selv har erkendt, at partiet tog fejl under forhandlingerne med VK-regeringen og Dansk Folkeparti. STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen har dog straks forsøgt sig med en hånekampagne mod S-ledelsen. I går mere end antydede han, at Helle Thorning-Schmidt har optrådt uprofessionelt og brudt sit løfte: »Det er normalt, at man på Christiansborg står ved de aftaler, man har indgået«, lød det fra Anders Fogh. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er mest utroværdigt: at løbe fra et forlig, man er fundamentalt uenig i enkeltdele af, eller stå stædigt fast på en aftale, der strider mod de politiske idealer, man i øvrigt fører sig frem med? Kun kontoriusser, regelryttere og andre formalister kan for alvor mene det sidste. Politikere og andre med deres sunde fornuft i behold bør altid kunne blive klogere. Derfor bør et politisk parti naturligvis også kunne trække sig fra en aftale, før den bliver vedtaget - og selv bagefter er det legitimt at ville rette op på fejl og uforudsigelige følgevirkninger. Den daværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags ord om, at »man har et standpunkt, til man ta'r et nyt« rummer således større politisk visdom end den nuværende statsministers princip om, at »en aftale er en aftale«. Ikke mindst når integrationsaftalen oplagt strider mod Anders Foghs nyopfundne lighedsparoler.