Muslimske landes ambassader har klaget til den danske statsminister over Jyllands-Postens udgivelse af tegninger af profeten Muhammed. Ambassaderne kan ikke lide tegningerne. Det er deres gode ret. De er såmænd heller ikke lige gode alle sammen. Ambassaderne anmoder ifølge deres brev om forståelse for muslimers følelser. Det er sympatisk, oven i købet forståeligt, i en tid, hvor anti-muslimske populister står i kø for at dæmonisere islam og muslimer. Men så ønsker de muslimske ambassader, at statsministeren skal skride ind over for pressen. Dér hopper kæden af. De muslimske diplomater og deres hjemlige regeringer bør vide, at statsministeren ikke kan eller skal skride ind over for pressen. Her kunne vi råbe og skrige om angreb på demokratiet. Det ville oven i købet være velbegrundet. Men rolig nu! Jyllands-Posten forvandlede et velment 'stunt' for ytringsfriheden, efter at en forfatter havde haft svært ved at finde tegnere, som ville illustrere en bog om Muhammed, til en solid provokation, da avisen udsendte 12 karikaturer af profeten. Det er lovligt. Andre aviser var måske ligefrem jaloux på ideen og dens gennemførelse. Og Jyllands-Posten solede sig i den planlagte opstandelse, da flere tusinde muslimer frem for at ignorere provokationen netop lod sig provokere til at demonstrere mod ytringsfriheden. Her måtte sagen gerne stoppe. I stedet risikerer vi alle - muslimer og ikke-muslimer - at religiøse fanatikere og brushoveder, ivrigt opmuntret af danske islamhadere, vil sætte demokrati og islam op over for hinanden. Det er noget vås. Andre muslimer har modsat demonstranterne, men med samme legitimitet, stået fast på, at det islamiske billedforbud slet ikke gælder ikke-muslimer. Vi skal ikke blande os i uenigheden om fortolkningen af islam, kun fastholde ytringsfrihedens princip - og værdi. Hvis hovederne ikke holdes kolde, kan fanatikere blæse sagen helt derud, hvor argumenter stopper, og vold begynder. Det bør de muslimske ambassader og religiøse ledere bruge deres kræfter og indflydelse på at undgå.