JORDEN KALDER integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Hvordan kan hun selv i sin vildeste fantasi hævde, at de tusindvis af fattigdomsflygtninge, der i disse timer og minutter søger mod Europas sydkyster, alene kommer, fordi Spanien har givet amnesti til op mod 700.000 tusinde illegale flygtninge? Beskyldningen er jo afkoblet enhver realitet syd for Alperne. Den opsigtsvækkende påstand blev lanceret på et EU-ministermøde i Luxembourg: »Det er ikke holdbart, hvis Spanien bliver ved med at gøre det, for så er det et rent trækplaster«. Men ærligt talt: Hvad er det for en verden, Rikke Hvilshøj lever i, når hun kan mene, at det blot er udsigten til lovligt ophold i Vesten, der får fattigdomsflygtninge til at sætte deres liv på spil i forsøget på at komme til Europa? Problemet er jo langt større og stikker desværre langt dybere. Alene i de seneste uger er mindst 14 mennesker omkommet i desperate forsøg på at trænge ind i de spanske enklaver Ceuta og Melilla i Nordafrika. Årsagen er lige så banal, som den er uløselig på kort sigt: Rigdomskløften mellem Nordafrika og Sydeuropa er så dyb, at enhver ærgerrig afrikaner med respekt for sig selv må overveje muligheden for at krydse Middelhavet - før eller siden. Livsvilkårene selv i bunden af randområderne i EU er ofte bedre end i mange afrikanske lande. DEN SENESTE befolkningsrapport fra UNFPA, der udkom i forgårs, dokumenterer de sørgelige kendsgerninger: Halvdelen af Jordens befolkning er under 25 år, og heraf bor hele 85 procent i udviklingslande. Det betyder bl.a., at over 500.000.000 børn i dag lever for under 10 kroner om dagen. Det siger sig selv, at nogle af disse børn - i takt med at de bliver teenagere og voksne - vil søge mod rige lande med bedre overlevelsesmuligheder, selv hvis vejen derhen er livsfarlig. Én ting er i hvert fald sikkert: Antallet af fattigdomsflygtninge falder ikke i de kommende år, og derfor er der alle mulige gode grunde til, at EU-landene finder sammen om en fælles flygtningepolitik. Naturligvis er det ikke muligt blot at åbne Europas grænser for millioner af fattigdomsflygtninge, men EU-landene kan heller ikke drømme problemet væk, som integrationsminister Hvilshøj tilsyneladende forsøger nu. Eneste vej frem er en langsigtet og tålmodig kombination af massiv udviklingsbistand til de nordafrikanske lande, støtte til udviklingen af markedsøkonomi og demokrati og 'green card'-ordninger til unge, samt en effektiv og human grænsekontrol. At stabilisere og demokratisere landene lige uden for Europa bør være selve visionen for EU-samarbejdet i det 21. århundrede. Foreløbig må det dog konstateres, at Spanien på anstændig vis kæmper en ensom kamp - med Danmark i rollen som en fej og forkælet gøgeunge.