Måske får Tyskland endelig i dag en ny kansler og en ny regering. Måske ikke. Men selv når tyskerne til sidst har overvundet alle de selvskabte forhindringer, der har gjort regeringsdannelsen så vanskelig, vil EU's største medlemsland næppe sidde tilbage med en handlekraftig regering. De politiske ledere i EU's to andre store lande, Frankrig og Storbritannien, holdt et af deres faste minitopmøder op til weekenden. Men om både præsident Chirac og premierminister Blair gælder det, at de har det, man i fødevarebranchen kalder begrænset holdbarhed. I ethvert andet politisk system ville Jacques Chirac for længst være faldet. I tilfældet Blair ligner det til gengæld rent spild, at han næppe heller vil sidde mere end et par år endnu. Han er hverken gammel eller udbrændt, men kombinationen af en gammel aftale og de store veksler, han har trukket på sit partis tålmodighed, gør, at finansminister Gordon Brown allerede tripper i kulissen. Når EU endnu ikke er begyndt at gøre noget ved den krise, unionen blev ramt af med to nejer før sommerferien, er man i det lys lovligt undskyldt. Barroso-kommissionen regnes allerede for relativt svag, men selv en Jacques Delors ville ikke kunne stille meget op med det politiske lederskab, unionens førende lande er udstyret med for tiden. Kun i Spanien ser vi et stort land med en regering, der stadig så nogenlunde er i offensiven. Det er i dårlige tider, at gode institutioner skal stå deres prøve. EU-medlemskabet udgør i de fleste medlemslande en afgørende ramme, der sikrer, at de politiske rammer holder sig inden for en i historisk perspektiv snæver ramme af politisk-økonomiske valg. Det er godt det samme. Sandheden er, at ingen ved eller kan se, hvor en politisk fornyelse skulle komme fra - i en tid med faldende vælgerdeltagelse og faldende tro på, at store forandringer skabes af politikere. Netop derfor er det så afgørende, at de fælles institutioner fungerer og fastholder den reformvilje, som fraværet af karismatiske - eller bare stærke - politiske ledere svækker. Men svage politikere er ikke bare svage. De har også brug for syndebukke, og i både Tyskland og Frankrig bliver især EU-kommissionen placeret i den rolle. Angrebspunkterne er ikke præget af seriøsitet, men de er ikke desto mindre farlige. Logisk set kan stilstand betyde stabilitet. Historisk er erfaringerne for, at det betyder tilbageslag, desværre mangfoldige. Det mindste, Europas politikere kan gøre lige nu, er at værne om et EU, de ikke kan udvikle.