TRODS IHÆRDIGE forsøg på at nagle VK-regeringen fast som socialt uansvarlig under Folketingets åbningsdebat i går lykkedes det ikke for alvor at få skovlen under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Hertil er regeringen alt for systembevarende og angst for at komme til at provokere store vælgergrupper. Når kritikken ikke rigtig bider på regeringspartierne, skyldes det ikke mindst, at oppositionen har svært ved at beslutte sig endegyldigt for, om Anders Fogh Rasmussen & Co. skal kritiseres for enten at forsøge at luske minimalstaten ind ad bagdøren eller for at være nogle billige og dårlige discountkopier af Socialdemokraterne. Begge angrebsflanker kan nemlig ikke bruges samtidig - i hvert fald ikke uden at man kommer til at fremstå meget flimrende og desorienteret. Socialdemokraternes aktuelle problemer bliver ikke mindre af, at VK-regeringen i det store hele bygger videre på de økonomiske målsætninger, Nyrup-regeringerne formulerede i 1990'erne - med daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) som pennefører. Når Socialdemokraterne nu angriber VK-regeringen for at ville spare samfundet helt i stå, hører det således med til regnestykket, at det er i fuld overensstemmelse med den radikal-socialdemokratiske '2010-plan'. Det giver derfor ingen mening at udskrige VK-regeringens finanspolitik som led i et minimalistisk statskup. Tværtimod har statsminister Anders Fogh Rasmussen på det seneste omfavnet socialstaten i en sådan grad - ikke mindst efter afklapsningen af socialminister Eva Kjer Hansens udtalelser om ulighed - at kun de færreste vælgere i dag tror, at VK-regeringen vitterlig ønsker at afvikle alle velfærdsordninger. OPPOSITIONEN er derfor nødt til at besinde sig på VK-regeringens vælgertaktiske knæfald for socialstaten - og dens mange afledte fordele i form af et tryggere samfund og et mere fleksibelt arbejdsmarked. Så længe oppositionen hævder, at VK-regeringen vil vælgerne det ondt, er det nemlig alt for let for Anders Fogh at feje kritikken til side med henvisning til virkeligheden: lav ledighed og stigende offentligt forbrug. Oppositionen er nødt til at præsentere et endnu bedre bud på de samme præmisser. Sådan ligger det politiske landskab i dag. Spændvidden i debatten - som den kom til udtryk i Folketinget i går - er reelt ikke større, end at den ville kunne rummes inden for ét socialdemokratisk parti; i hvert fald i international sammenligning. Og i den fløjkrig bør det være oppositionens opgave at optræde i rollen som 'fornyere'. Problemet med VK-regeringen er jo ikke, at den vil for meget, men derimod - stik modsat - at den sylter reformer og efterhånden er gået i ét med magtapparatet.