»DETTE ER ikke et spark over skinnebenet til noget land«, sagde formanden for priskomiteen i Oslo, kort efter at han havde fortalt, at Nobels Fredspris i år går til Mohamed ElBaradei og hans organisation i Wien, Det Internationale Atomenergiagentur. Det diplomatiske dementi var nødvendigt, fordi tanken er så nærliggende. Og den afgående norske statsminister, Kjell Magne Bondevik, var da også mindre diplomatisk, da han mindede om, at ElBaradei sammen med svenskeren Hans Blix helt frem til angrebet på Irak insisterede på, at våbeninspektørerne i stedet burde fortsætte deres arbejde. Sagen er, at ElBaradei dengang drev Bushregeringen til vanvid ved at insistere på, at der ikke var nogen begrundelse for krigen at hente på hans område. Saddam Hussein havde i 2003 ikke længere noget atomprogram. ElBaradei havde ret, men det bliver man som bekendt ikke altid populær af. Det var derfor også mod USA's vilje, da han for anden gang blev genvalgt til direktør for det atomenergiagentur (IAEA), han deler prisen med. Lige nu bakser han med Iran-spørgsmålet, hvor han skal finde en linje, der kan samle det internationale samfund i kampen mod spredning af masseødelæggelsesvåben. ElBaradeis kritikere i USA og Storbritannien vil ikke undlade at ironisere over, at hans stjernestund var et tilfælde, hvor der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben at finde. I tilfældet Libyen opdagede IAEA ikke det atomprogram, som landet nu har opgivet. Og i både Nordkorea og Iran er ElBaradeis inspektører blevet smidt ud undervejs. Nobelpriskomitéens valg er derfor ikke kun en anerkendelse af opnåede resultater. Det er først og fremmest en støtte til det multilaterale diplomatis muligheder og til ønsket om at skabe nedrustningsresultater på basis af bredt anerkendte internationale principper og med støtte fra brede koalitioner af lande. Det er et uhyre vanskeligt og ofte frustrerende arbejde, og det er ikke blevet nemmere i en tid, hvor verdens eneste supermagt kun punktvis støtter den underliggende tankegang. Så meget desto mere vil nobelprisen glæde alle dem, der mener, at den kortslutning af internationale normer, som Irakkrigen var udtryk for, nok kan fjerne en tyran, men ikke nødvendigvis kan skabe varig orden ud af kaos.