Det er ikke nogen nyhed, at USA's præsident, George W. Bush, lægger stor vægt på personlig loyalitet. Det har været baggrunden for mange af hans udnævnelser - og senere rokader - på politiske topposter. Det er også en af forklaringerne på, at en af de mest kontroversielle regeringer i USA's nyere historie har været forholdsvis lidt plaget af læk. Hvis man samarbejder med Bush, ved man, at loyalitet er alfa og omega, og at den er gensidig. Det er bemærkelsesværdigt, så få topfolk George Bush har skilt sig af med undervejs. De, der har forladt indercirklen, har i de fleste tilfælde gjort det, fordi de er blevet belønnet med et endnu bedre job. De mest oplagte eksempler er Irakkrigens to i øvrigt meget forskellige høge, Paul Wolfowitz, der nu er direktør i Verdensbanken, og John Bolton, der nu er USA's FN-ambassadør. Alligevel er det overraskende, at præsidenten tilsyneladende også betragter loyalitet som det afgørende, nu hvor han skal foretage en af de udnævnelser, der kan sætte sig de allerlængste spor i hans præsidentperiode: George W. Bush har besluttet sig for at pege på den 59-årige Harriet Miers som nyt medlem af den amerikanske Højesteret. Hun er i dag hans juridiske rådgiver i Det Hvide Hus, har tidligere været hans private sagfører og har i øvrigt gjort sin karriere som sagfører i Dallas, Texas. Hun har aldrig været dommer eller på anden måde markeret sammenhængende holdninger til de store spørgsmål, USA's Højesteret har kompetence til at afgøre. Præsidentens valg kunne nemt være mere kontroversielt. Da denne udnævnelse - i modsætning til valget af John G. Roberts som ny højesteretspræsident for nylig - kan tippe balancen i Højesteret, har den allerede skuffet konservative. Ingen ved, hvor Harriet Miers er, om end et godt gæt er, at hun er lige så konservativ som Bush. Men altså ikke nødvendigvis rabiat konservativ, som de højrefløjskristne ønsker sig. At udnævne en højesteretsdommer alene baseret på vedkommendes personlige loyalitet mod en selv er ikke helt så bizart i det amerikanske politiske system, som det ville være i Europa. Men selv i USA stilles allerede nu spørgsmålet, om loyalitet mod præsidenten er, hvad den øverste domstol mest har brug for. Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at Bush gør det nu, hvor korruptionssager plager hans regering, og hvor billedet af en præsident, der kun tænker på sine nærmeste, i forvejen vokser sig stærkt i offentligheden. Måske bliver Harriet Miers højesteretsdommer. Men det er næppe hende, der vil vende præsidentens i forvejen faldende popularitetskurve.