0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kirkekrise

Når man tror på for meget.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

MAN MÅ gerne være både kirketjener og medlem af et menighedsråd i den danske folkekirke og samtidig tro på reinkarnation.

Det har Højesteret lige fastslået, og man kan roligt sige, at afgørelsen har chokeret ellers besindige mennesker. Så længe folkekirken er en slags statsinstitution, og kirkens medarbejdere er offentligt ansatte, er det imidlertid ikke noget særligt overraskende resultat.

Hvis man betragter folkekirken som et rummeligt serviceorgan for det store flertal af vanekristne herhjemme, må der være plads til lidt af hvert i organisationen.

Rigtig mange danskere tror faktisk på, at der er alt muligt mellem himmel og jord. Ikke kun Gud, Jesus og Helligånd, men også jordstråler, astrologisk påvirkning, auraer, sjælevandring og meget andet godt.

Hvis man ser teologisk på sagen, er det naturligvis mindre enkelt, hvilket reaktionerne til fulde bekræfter. Københavns biskop mener ikke længere, at folkekirken »kan forsvare sig som trossamfund«, sognepræsten ved den kirke, hvor striden blev indledt, mener, at »alt nu er tilladt«, og at »folkekirken næsten er gået i opløsning«.

Og regeringspartiet Venstres ordfører, Birthe Rønn Hornbech, tager med vanlig intellektuel klarhed konsekvensen: Loven må laves om, så Højesteret en anden gang ikke træder så groft ved siden af i et trosspørgsmål.

ALVORLIGT TALT. Absurditeten i at lade et ministerium afgøre metafysiske spørgsmål, Folketinget debattere, hvordan sand kristelighed skal forstås, og Højesteret håndhæve troens grænser, er da til at få øje på.

Er det Iran eller Danmark, vi bor i? Var der ikke noget med, at religion og politik har det bedst med at være adskilt i et moderne demokrati?

Kort sagt: Hvornår indser det store flertal af moderate kirkefolk, at kirken ikke hører hjemme i en selv nok så pragmatisk begrundet statslig omfavnelse? Ærkebisp - undskyld - kirkeminister Haarder fik sparket Grosbøll-sagen til hjørne, og alle dem, der godt ved, at den nuværende 'kirkeordning' er aldeles principløs, men ikke bryder sig om, at det siges højt, åndede lettet op.

Stat og kirke bør adskilles, og det burde ikke kunne gå hurtigt nok. Så slipper de ægte lutheranere også for at skulle døje med alle de billige grin, som præster, der tror på for lidt, og kirketjenerne, der tror på for meget, kan blive ved med at stimulere hos en undrende offentlighed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere