NORGES ARBEIDERPARTIET er tilbage som landets suverænt største parti efter mandagens valg. Det lagde sig under en dygtig valgkamp fra den karismatiske fremtidige statsminister, Jens Stoltenberg, politisk og retorisk til venstre. Og det gav fornyet styrke til forventninger om partiet som garant for større retfærdighed i et land, hvor forskellene mellem rig og fattig er øget i de seneste år. Men flere norske aviser kalder Fremskrittspartiet for den store sejrherre, nu højrefløjens klart største parti. Det er en sejr for formanden Carl I. Hagen, Europas mest succesrige og levedygtige populist. I modsætning til de fleste andre højrepopulister har Hagen en pengekasse at love gaver fra: Nordsøolien. Den afgående koalition har tabt på »de øgede forventningers misfornøjelse«, skriver Aftenposten. Det er vælgernes bevidsthed om en olieformue, som mange føler sig snydt for frugterne af. »Her er det kun mig og 80 procent af befolkningen, der mener, at vi kan bruge mere af olieindtægterne nu«, har været Hagens nok mest slagkraftige udtalelse i valgkampen. ALLE ANDRE PARTIER vil fastholde, at kun få procent af olieindtægterne bruges. Utilfredsheden og de store problemer i den offentlige sektor står i modsætning til, at Norge er et af verdens rigeste lande. Socialantropologen Thomas Hylland Eriksen har sagt til Politiken, at olierigdommen »har lagt sig som en tung dyne over norsk politik. I dette rige samfund med oliepengene som redningsvest har vi mistet håbet«. Venstrefløjssejren viser dog stor lyst til ændringer, men den nye regering gør klogt i fortsat sparsommelighed med Oljefondet, der har karakter af en pensionsfond til sikring af en aldrende befolkning. I år ventes budgetoverskuddet at blive på 270 milliarder norske kroner. Kun Kuwait kan lægge flere af sine indtægter til side. Frygten for, at nordmændene holder op med at arbejde som mange i Kuwait, hvis der deles ud af oliepengene, er en af årsagerne til sparsommeligheden. De, som glædes over Arbeiderpartiets sejr, bør ikke fortvivle over Fremskrittspartiets ditto. Det er et fremmedfjendsk parti, men indvandring har ikke spillet den store rolle i valgkampen. Det har derimod skuffede olieforventninger som et grundtræk i norsk politik.