DET ER normalt forbudt at tale om 'flop' i FN, fordi det i sagens natur er forbandet svært at nå til enighed om noget som helst, og fordi FN altid 'arbejder videre' med det grundlag, der nu engang er. Ikke desto mindre er det en usædvanlig tynd kop te, som det store topmøde i New York har fået brygget sammen. FN's generalsekretærpost er ikke og bliver næppe nogensinde besat af en utopiker. Når stort set alt, hvad Kofi Annan har vurderet det som realistisk at foreslå af reformer, i løbet af de seneste dage er blevet skudt ned af det ene, det andet eller det tredje medlemsland eller en gruppe af medlemslande, er det derfor mere end almindeligt skuffende. Det burde have været muligt at nå til enighed om en mindre forloren model for bekæmpelse af menneskerettighedskrænkelser end den, der p.t. præger arbejdet i FN's menneskerettighedskommission. Det burde have været muligt at give ideen om at skabe en organisation, der står for fredsskabelse i lande på vej ud af krig eller borgerkrig, form og substans. Og det burde have været muligt i det mindste at nævne, at arbejdet med at undgå spredning af masseødelæggelsesvåben er centralt for verdensorganisationens troværdighed og anvendelighed. Som et absolut minimum burde det have været muligt at give generalsekretæren kompetence til at skabe den elementære administrative rationalitet, som selve FN-organisationen har brug for. HVORDAN MAN end vender og drejer det, er det stærkt skuffende. Forudsigeligt måske, men ikke desto mindre stærkt skuffende. USA er bestemt ikke den eneste, eller den værste, skurk i den forbindelse. Tværtimod. Der er mange andre lande, der har haft rollen som spilfordærver. Når USA's rolle fortjener at blive trukket frem, så er det, fordi USA's holdning er så afgørende. FN eller ikke FN, så er USA verdens mest magtfulde nation. Det giver USA et stort ansvar. At USA blot optræder normalt, i dette tilfælde 'normalegoistisk' i forhold til egne præferencer og indenrigspolitiske dagsordener, er derfor ikke godt nok. Denne gang har USA været et af de lande, der skulle tilgodeses særligt i en sen fase. Det var i sig selv nok til både at stimulere andre særkrav og berøve forhandlingsmaskineriet det overskud og den fremdrift, der er så afgørende, når så mange skal enes. Det mest forstemmende ved resultatet er måske, at USA, der ellers står bag flere konstruktive reformkrav, ikke erklærede sig særlig skuffet over udfaldet. Denne afslappede attitude afspejler, at den nuværende amerikanske regering er så skeptisk over for FN, at den er tæt på at være ligeglad med, at dens egne reformkrav til organisationen lider skibbrud. Det kan der ikke siges noget opmuntrende om.