MODSAT efterlønnen er der ikke meget golfferie over førtidspensionen: Efter stramningerne af reglerne i 2003 kan man være helt sikker på, at landets førtidspensionister er fysisk og/eller psykisk uarbejdsdygtige. Trods stramningerne fortsætter antallet af nye førtidspensionister ikke desto mindre med at stige: Sidste år blev 15.656 personer tilkendt førtidspension, så det samlede antal i dag udgør omkring 250.000 voksne danskere; hvad der i gennemsnit svarer til mere end én fra en typisk skoleklasse. At flere partier lige nu slås om at fremstå som de mest rundhåndede over for førtidspensionisterne i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov, handler derfor ikke kun om kynisk stemmefiskeri. Førtidspensionisterne udgør i dag den allerstørste gruppe af socialt udstødte borgere; en broget skare af individuelle skæbner, der reelt ikke kan klare presset på arbejdsmarkedet, og som har brug for hjælp. Regelændringerne i 2003 medførte samtidig en ulogisk niveaudeling i satserne, så førtidspensionister nu får forskellige beløb, alt efter hvornår de blev tilkendt pension. Det fungerer ikke i et retssamfund. Satserne må være ens for alle. PÅ KORT sigt er det derfor fornuftigt at løfte samtlige førtidspensionister op på én fælles sats, som både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne agiterer for. Det er både enkelt og socialt retfærdigt. På længere sigt er det imidlertid mere end tvivlsomt, om den aktuelle overbudspolitik er hensigtsmæssig: Dels burde den politiske indsats koncentreres om forebyggelse, om at mindske antallet af nye førtidspensionister, og dels burde nye regelændringer ske i snæver sammenhæng med den samlede reform af pensionssystemet, der må forventes at følge i kølvandet på Velfærdskommissionens slutrapport i december. Blot at lave nogle lappeløsninger i forbindelse med en finanslov er ikke måden at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor færre nedslides, og flere inviteres indenfor. Alle godhjertede politikere, der lige nu profilerer sig selv og deres partier på bedre vilkår for førtidspensionisterne, burde derfor snarere fortælle, hvordan de vil nedbringe antallet af uarbejdsdygtige borgere i fremtiden. Det bør nemlig være den basale ambition - højere satser eller ej.