EU BESKRIVES ofte som et samarbejde, hvor rationelle teknokrater og liberale økonomer sætter dagsordenen for en politisk elite, der måske nok træffer langsigtede beslutninger, men til gengæld er både aldeles tonedøv for folkelige frustrationer og uden for nationalstaternes demokratiske kontrol. Sagen om de kinesiske tekstilkvoter illustrerer, hvor fortegnet det billede er. Kvoterne blev indført i strid med en længe modnet EU-politik og i strid med både økonomisk rationalitet og teknokratisk proces. Det skete i et snuptag, alene fordi et stort flertal af medlemslande ønskede det. Faktisk var Sverige og Danmark de to eneste lande, der var imod, selv om importørernes og forbrugernes protester nu har flyttet flere lande tilbage på en mere åben kurs. At beslutningen var demokratisk og afspejlede en umiddelbar folkelig bekymring i det meste af EU, er også det eneste positive, man kan sige om den.SAGLIGT SET er kvotebeslutningen urimelig, fordi den tilgodeser de dele af europæisk erhvervsliv, der ikke har villet tilpasse sig en forudsigelig og forudsagt udvikling. Økonomisk er den velfærdsforringende, som protektionisme altid er det. Konkret er den ineffektiv, fordi de kinesiske varer nemt kan erstattes af billige tekstiler andetsteds fra. Og selv på sine egne præmisser er det meget få job, den beskytter, simpelthen fordi den europæiske tekstilindustri stort set ikke konkurrerer på det pågældende marked. Det er der til gengæld fabrikanter i andre dele af verden, der gør. Politisk er der kort sagt tale om symbolpolitik og overreaktion. Den løsning, der nu tegner sig, viser, hvor perspektivløse kvoterne er. De strandede varer frigives, og problemet skubbes videre til næste år, hvor Kina så betaler en del af prisen i form af en reduceret kvote. Men kvoteordningen udløber under alle omstændigheder i 2008, hvilket illustrerer, både at kineserne har fat i den lange ende, og at enhver varig beskæftigelsesgevinst er illusorisk. I det lys havde det været bedre, hvis EU-kommissionen havde stået fast og havde taget et opgør med de nationale regeringer. Det havde måske udløst den bredere globaliseringsdebat, der er brug for. Men det havde selvfølgelig ikke været særlig demokratisk.