ENDELIG. Det er først og fremmest en god nyhed, at Socialdemokraterne nu spiller konkret ud i tidens varme skoledebat. Endnu bedre er det, at partiet har brudt med den besynderlige forestilling, at det er muligt at styrke folkeskolen og elevernes udbytte af undervisningen uden systematisk at måle, hvordan det går. Socialdemokraternes forslag om obligatoriske test i de vigtigste fag er indlysende rigtig - og den detalje, at partiet gerne ser forskellige testmodeller, gør ikke forslaget ringere. Nu, hvor tabuet om systematisk, national testning er brudt med de læsetest, som regeringen har sat i søen, er det vigtigt, at der kommer fokus på indholdet. Det er hverken ligegyldigt, hvad man måler, eller hvordan man måler det. For al erfaring siger, at disse målinger fremover vil få stor indflydelse på den pædagogiske debat og skolernes prioriteringer. Partiets ordfører, Christine Antorini, har også ret i, at fagligheden ikke skal spilles ud mod skolens evne til at være en god ramme om elevernes sociale udvikling. De to ting er ikke modsætninger, men går tværtimod hånd i hånd. Hun har også ret i, at målsætningen om, at børnene - alle børnene - lærer noget mere, er lige så fundamental, som den er selvfølgelig for Socialdemokratiet, der historisk har kæmpet både for at styrke sammenhængskraften i vores samfund og for at bryde den sociale arv. DET ER netop i det lys, at man må undre sig over, hvorfor partiet samtidig slår til lyd for, at forældrene via kontrakter og for eksempel 'familieklasser' skal tage et nyt og forstærket medansvar for børnenes indlæring. At skolen skal stille banale krav om fremmøde og lignende til forældrene er rigtigt. Men kontrakt-tankegangen er problematisk. Dels fordi den nemt kan udvikle sig til et ressourcekrævende møde- og papirarbejde, der dræner det egentlige - undervisningen - for kræfter. Dels fordi inddragelsen af forældre over en bred kam netop ikke bryder den sociale arv, men tværtimod risikerer at forstærke den. Den vil i endnu højere grad gøre folkeskolen til middelklasseflertallets skole og dermed fjerne fokus fra de svageste. De ressourcer, der er til skole-hjem-kontakt, burde langt hellere koncentreres om de elever og de hjem, hvor problemerne findes. Skrubtudser som denne potentielt ansvarsforflygtigende modedille bør dog ikke skygge for, at Socialdemokraterne nu også har stillet sig bag det ønske om en mærkbar styrkelse af folkeskolen, der heldigvis har bredere og bredere tilslutning. Hvornår mon de radikale vågner op?