DET ER ET spørgsmål, der melder sig igen og igen i disse år. Hvordan bekæmper vi og de øvrige vestlige lande terror uden samtidig at give køb på de værdier og frihedsidealer, det hele handler om at bevare? Det er en debat, der ikke gives noget entydigt svar på eller en facitliste til. Hvert land og samfund må finde sin balance og sin egen måde at forene en semipermanent 'krig mod terror' med et liberalt samfund på. Et af de afgørende områder, hvor valgene skal træffes, er inden for retspolitikken, hvor balancen skal findes mellem rimelige tiltag og et kvælende overvågningssamfund. Senest aktualiseret med forslaget om at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) øgede beføjelser til at kortlægge flypassagerer ind og ud af landet, som justitsminister Lene Espersen fremlagde fredag. Isoleret set et ganske udmærket tiltag, der meget vel kan være behov for i kampen mod terror. Men som samtidig er endnu et skridt i retning af øget overvågning og øgede muligheder for at undersøge borgernes gøren og laden. HERI LIGGER netop faren. At man i den gode sags tjeneste bid for bid øger myndighedernes mulighed for overvågning af borgerne og uden nogen egentlig debat pludselig befinder sig et godt stykke for vidt i retning af et orwellsk overvågningssamfund. Og netop derfor er der i sig selv noget problematisk ved disse små dryp i retning af øgede overvågningsbeføjelser, der kommer i en lind strøm fra Justitsministeriet. Det ville være meget bedre, hvis regeringen udarbejdede et samlet forslag til, hvor og hvordan der skal strammes op. Et sådant forslag ville skabe grundlag for en reel offentlig debat om, hvor grænsen skal gå, og hvor meget overvågning vi ønsker at acceptere. Uanset hvor man mener snittet bør ligge, er det uhyre vigtigt at holde fast i, at en af de afgørende værdier i et samfund som det danske er friheden til at færdes i fred, og uden at myndighederne holder øje med én. Indgreb i borgernes frihed til at være i fred er derfor aldrig rutine, men hver eneste gang noget, der meget nøje skal vægtes og overvejes, om der virkelig er behov for. Bliver indgrebene for mange og for hyppige, mister man let overblikket og glemmer, hvad det hele egentlig går ud på: at sikre det åbne og frie samfund.