BILLEDERNE af sultende børn i det afrikanske land Niger er så fortvivlende, at de fleste mennesker blokerer mentalt. Klikker videre på fjernbetjeningen og fortrænger desperationen. Heldigvis sender mange mennesker også penge til humanitære organisationer, samtidig med at statslige nødhjælpsprogrammer geares op. Men desværre alt for sent. I dag sulter op mod 3,5 millioner mennesker i Niger, skønt utallige advarsler har lydt - med stigende styrke - i løbet af det seneste år. Forløbet er velkendt. År efter år kan man rejse de samme spørgsmål: Hvorfor får sultkatastrofer lov til at vokse ud af kontrol, før verdenssamfundet træder i karakter og griber ind? Hvorfor skal børn dø foran rullende tv-kameraer, før folk åbner pungen? Forklaringerne er foruroligende enkle: Bevillingerne til nødhjælp udløses først, når katastrofen er indtruffet. Vestlige nyhedsmedier har samtidig svært ved at kapere mere end én katastrofe ad gangen. Derfor fik situationen i Niger lov til at eskalere under vinterens tsunamikatastrofe i Sydøstasien. Læger uden Grænser og de mange andre nødhjælpsorganisationer, der allerede i vinter appellerede til et bredere blik på verden, havde desværre ikke held til at mobilisere verdensopinionen i forhold til Niger. Problemet er nemlig ikke kun penge, men snarere en manglende evne til at prioritere nødhjælpsindsatsen nøgternt og hurtigt. Resultatet er, at unødvendigt mange tusinde børn og voksne nu dør i Niger - og at den alt for sent iværksatte nødhjælp bliver markant dyrere, end den ville være blevet, hvis man havde sat effektivt ind, da de første alarmlamper blev tændt sidste efterår. AT AFHJÆLPE de akutte hungersnødproblemer i Niger har naturligvis førsteprioritet lige nu. Men lige så vigtigt er i realiteten, at politikere og nødhjælpsfolk finder sammen om at udvikle nogle nye bevillingssystemer, der kan sikre, at pengene til nødhjælp fremover udløses langt hurtigere. Direktøren for Verdensfødeprogrammets, WFP's, nordiske kontor i København, Mikael Bjerrum, har her lanceret et spændende forslag, som måske kan afhjælpe de allerværste sultkatastrofer i fremtiden. Ideen er, at vestlige donorlande skal betale en ny form for 'tørkeforsikring', der udløses prompte, når et land bukker under for tørke. Dermed ville nødhjælpsorganisationerne kunne gå i aktion med det samme og hungersnøden begrænses. Det er netop sådanne konstruktive operationelle forslag, verdenssamfundet har brug for mange flere af.