I DAG er det 60 år siden, at USA kastede en atombombe over Hiroshima. Det kostede den første dag 160.000 mennesker livet, siden er tabstallene på grund af strålingsskader steget til over 270.000 mennesker. Siden den sommerdag i 1945 har ingen kunnet være i tvivl om atomvåbens frygtelige potentiale for død og ødelæggelse. Lykkeligvis er der efter afslutningen af Anden Verdenskrig aldrig blevet brugt atomvåben, men ikke mindst i denne terrorens tidsalder kan det bestemt ikke tages for givet fremover. Falder et atomvåben i de forkerte hænder, kan det meget vel blive brugt til et angreb mod en vestlig by, der får tidligere terrorangreb til at blegne. Ikke mindst i det lys er det ualmindelig dårlige nyheder, at Iran i denne uge meddelte, at det vil genoptage sit atomprogram, som potentielt kan gøre det muligt for landet at udvikle atomvåben. At Nordkorea og Pakistan har fået atomvåben, er galt nok, men tillader Vesten, at Iran - et teokratisk regime med en mangeårig tradition for at sponsorere international terrorisme - udvikler atomvåben, er det et klart signal til diktaturer og slyngelstater verden over om, at der er grønt lys, og at det bare gælder om at komme i gang. TRODS SINE uhyre oliereserver bør Iran kunne udnytte atomenergi, hvis det ønsker, men med det nuværende styre er det kun acceptabelt, hvis det sker under betryggende international kontrol. Derfor kan det kun bifaldes, at EU, som gennem længere tid har forhandlet med Iran om at standse dets atomprogram, klart signalerer, at tålmodigheden er ved at være slut. I går præsenterede Tyskland, Frankrig og Storbritannien Iran for et tilbud om handelspræferencer, teknologiudveksling og sikkerhedsgarantier mod en række begrænsninger og restriktioner i Irans atomprogram. ACCEPTERER Iran ikke - som meget desværre tyder på - dette tilbud, vil det være et tydeligt tegn på, at Iran og dets nyvalgte konservative præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der tiltrådte i denne uge, er mere interesseret i atomvåben og national stolthed end i et reelt samarbejde med Vesten. I så tilfælde bør Europa alvorligt overveje, om ikke tiden er kommet til for en stund at opgive forhandlingsvejen og støtte op om Bushregeringens hårde linje. Sanktioner mod Iran løser muligvis ikke problemet, men når forhandling ikke virker, bliver man måske nødt til at tage andre midler i brug. Stiltiende at tillade Iran at få atomvåben vil være den værst tænkelige måde at mindes ofrene for atombomben i Hiroshima på. Og øge risikoen for, at andre uskyldige vil komme til at lide samme skæbne.