GAMLE vaner er som bekendt svære at udrydde, og forholdene i Ukraine er tilsyneladende ingen undtagelse fra reglen: Sidste år var den tidligere sovjetrepublik rammen om en folkelig opstand - en 'orange revolution' - hvor millioner af ukrainere tvang et udemokratisk og korrupt styre fra magten. Man anede nye tider for demokratiet i det tidligere Sovjetunionen, og revolutionens leder, Viktor Jusjtjenko, og hans stab blev hurtigt symboler for en hel verden af demokratiforkæmpere. Meget er da også blevet bedre, ingen tvivl om den sag. Men det nye styre har ikke desto mindre skudt sig selv alvorligt i foden, efter at det i ukrainsk presse er kommet frem, at præsident Jusjtjenkos 19-årige søn har fået rettighederne til nogle af de revolutionssymboler, som blev skabt af frysende ukrainere, der trodsede vinterkulden og med orange bannere, tørklæder, slagord og telte satte sig op imod det tidligere styre. Takket være den slags symboler kan denne yngling nu føre sig frem med platinmobil og sportsvogn som en postrevolutionær playboy, alt imens hans far - revolutionshelten - forsøger at dysse sagen ned og henviser til privatlivets fred. HELTEN burde skamme sig. Sønnen burde skamme sig. Det nye styre burde gribe ind og vise, at sagen er en stor misforståelse. At det sandelig ikke er den måde, det nye styre arbejder på. At revolutionen så sandelig tilhører folket og ikke en 19-årig knægt med dyre vaner. Derfor bør man hurtigst muligt sende pengene tilbage, f.eks. til en velgørende 'revolutionsfond'. Samtidig må vi andre måske bruge sagen til at justere vores forventninger til det nye styre: Jo, tingene er blevet bedre. Men de nye magthavere er trods alt rundet af det samme system, som de gjorde oprør imod. Og gamle vaner kan som bekendt være svære at gøre op med.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
