AT ULIGHEDEN vokser i Danmark i disse år, er tydeligt for enhver. Ét er, at reguleringen af dagpenge og folkepension halter langt efter lønudviklingen og langsomt udhuler overførselsindkomsterne. Noget andet - og langt mere alvorligt er - at udviklingen i boligpriserne er i gang med at skabe en massiv ulighed i det danske samfund. På kun fire år er de samlede friværdier i fast ejendom steget med 390 milliarder kroner. Et svimlende tal, som udelukkende er gået til de 60 procent af danskerne, som bor i egen bolig; i særdeleshed de allerrigeste. I Gentofte Kommune har en gennemsnitlig husejer uden at røre en finger tjent omkring 2.200 kroner om dagen - skattefrit. Det svarer til en lønstigning før skat på den gode side af to millioner, eller omkring ti års indtægt for en kassedame. Det er jo blot markedet, lyder regeringens mantra. Men sandheden er, at markedet har fået god hjælp fra Anders Fogh Rasmussen. Skattestoppets fastfrysning af ejendomsværdiskatterne har bidraget til prisstigningerne, idet besparelsen på ejendomsværdiskatten blot er blevet indregnet i priserne. Ifølge konservative skøn har det ført til en værdistigning på 50 milliarder kroner. Det er penge, som førstegangskøbere skal give til de nuværende boligejere, en slags strafafgift, regeringen har pålagt alle, der vil ind på boligmarkedet. DET ER ved at være en myte, at den økonomiske lighed er større i Danmark end andre steder. Det er måske tilfældet, når man måler alene på lønindkomster. Men ikke, når man også tæller formuer med. Medmindre vi vil sætte lighedsprincippet over styr, kalder situationen på handling. Ikke mindst fra Socialdemokratiets side. Men det skal man tilsyneladende ikke forvente. Hør engang, hvad den socialdemokratiske finansordfører, Henrik Sass Larsen, sagde til Information i weekenden: »Hvad er det for en ulighed? Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger«. Fra næstformanden for et parti, der mere end noget andet har været drivkraften bag den danske velfærdsstat. Ud over at udsagnet brutalt illustrerer, at Henrik Sass Larsen ikke kan se eller er ligeglad med forskellen på fattigdom og ulighed, vidner det om et Socialdemokrati, der totalt ignorerer nedbrydningen af den lighed, der har karakteriseret det Danmark, partiet har bygget op. Som ikke har fattet, at når samfundet bliver mindre lige, bliver mulighederne for dets borgere det samme. Og at solidariteten og sammenhængskraften i Danmark er under afvikling, når en stigende del af samfundet får så mange penge, at de kan klare sig uden at tage hensyn til andre.