ER DER forklaring på vanviddet i Zimbabwe? Og på, hvorfor de øvrige afrikanske ledere med Den Afrikanske Union i spidsen læner sig tilbage og meddeler, at der er mange vigtigere problemer på kontinentet? På et tidspunkt, hvor Afrika markedsfører sig selv som økonomisk og ikke mindst demokratisk ansvarlig og beder om øget hjælp til nødstedte, gældsslettelse og frihandel. Først vippede diktatoren Robert Mugabe de hvide farmere ud. Til en vis grad forståeligt, hvis man ser på landets historie, kolonialiseringen, den hvide uafhængighedserklæring og borgerkrigen mod landets sorte befolkning, men brutalt, umenneskeligt og uigennemtænkt gennemført. En intern strid med oppositionspartiet blev vendt mod de hvide og med dem Vesten og den tidligere kolonimagt. Ofrene blev, ud over de hvide farmere, Mugabes eget folk. De tidligere så fyldte markeder skrumpede ind, jorden lå udyrket hen, og sulten meldte sig. De eneste, der havde glæde af manøvren, var Mugabes egne støtter, der kunne mæske sig som nyrige med store farme og masser af tjenestefolk. Men som ikke gad dyrke jorden. Skridt 1 mod det tidligere så velfungerende Zimbabwes nedtur var taget. Derefter fulgte valgene, hvor Mugabe ved hjælp af brutale ungdomsbrigader dels bankede, dels snød sig til yderligere seks år ved magten og et parlament med absolut flertal. Oppositionen blev efterladt i chok. Endelig kom den såkaldte kamp mod sortbørshandlerne, den uformelle sektor og alt det, hans befolkning var nødt til at ty til med et samfund i opløsning. Bulldozerne klarede det grove, masser af mennesker mistede arbejde, livsgrundlag og tag over hovedet. Oven i det kommer tørken og aids-epidemien. HVORFOR Zimbabwes befolkning og de øvrige afrikanske ledere ikke af med en sådan forhistorisk diktator, hvis ideologi tilsyneladende er baseret på resterne fra Stalin og Mao? Det er ikke nemt. Det er svært for et sultent og forslået folk at starte en revolution. For Afrikas øvrige ledere er han stadig en ældre statsmand, der står respekt omkring. En frihedskæmper, mange af dem står i gæld til. Alligevel må tiden være inde til, at FN, Vesten og andre rettænkende nationer forklarer lederne i Den Afrikanske Union, at nu er det nok. Der skal handling til. Det er ikke nok med ord. Ikke mere. Især ikke, hvis man ønsker at overbevise omverdenen om, at Afrika går mod bedre tider med respekt for helt basale menneskerettigheder. Mugabe må væk.