RELIGIØS fanatisme. Politisk forfølgelse. Stokkeslag. Tortur. Censur. Kvindeundertrykkelse. Kritisable forhold er der rigeligt af i det Saudi-Arabien, der med kong Fahds død fuldbringer det magtskifte, som længe har ligget i kortene: I ti år har den afdøde konge været så syg, at den daglige ledelse har ligget hos kronprins Abdullah, som nu også formelt bliver konge. Han overtager et rige, der indtager en international nøgleposition: Dels er det fødested for islam og tiltrækker hvert år millioner af muslimer til den pilgrimsfærd til Mekka, som verdens mere end 1 milliard muslimer skal gennemføre mindst én gang i deres liv, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Dels råder kongedømmet over verdens største oliereserver og burde derfor have fine forudsætninger for velstand. Sådan er det imidlertid ikke. Faktisk står det forstokkede kongedømme i problemer til halsen. Det er under pres fra en befolkning, der trods olierigdommene slås med en arbejdsløshed på mindst 14 procent, og som står med en stadig større skare af veluddannede unge, som stiller krav til deres ledere. Efter en kraftig befolkningstilvækst er det nu mere end 40 procent af befolkningen, som er under 15 år, hvilket selv efter mellemøstlige standarder er et højt tal. LIGESOM andre steder i den arabiske verden kan det saudiarabiske styre godt regne med, at de unge kræver del i de olierigdomme, som landets magthavere så skamløst har væltet sig i. Og de må regne med, at de unge kræver del i den modernitet, som også andre unge i Mellemøsten kræver del i. I den forbindelse er det ingen holdbar løsning at forsøge at undertrykke krav og modstand med magt, sådan som kong Fahd og co. har gjort det i årevis. Og det går slet ikke i en situation, hvor også styrets stærke allierede, USA, er begyndt at stille krav om forandring - ikke mindst efter terroraktionerne 11. september 2001, da langt de fleste gerningsmænd viste sig at være fra Saudi-Arabien, ligesom Osama bin Laden er det. Den efterfølgende terror mod vestlige interesser i Saudi-Arabien har desuden blotlagt, at der også i Saudi-Arabien er stærke kræfter, der søger at udnytte den sociale utilfredshed til at mobilisere folket imod det siddende styre og dets alliance med Vesten. Den aldrende kronprins Abdullah kan næppe løse alle disse problemer. Men han vil forhåbentlig udnytte, at han nu også er formel hersker til at sætte skub i de nødvendige reformer af et sygt system med stor global rækkevidde.