ALLEREDE FØR de er kommet til magten - og før nogen kan vide, om de nogensinde gør det - har et nyt politisk par vakt opmærksomhed på den europæiske scene. Det er Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Nicolas Sarkozy. Den første er leder af Tysklands opposition og favorit til at vinde det tyske valg. Den anden er leder af Frankrigs regeringsparti, med udsigt til - så underlig kan fransk politik være - for alvor at komme til magten ved præsidentvalget i 2007. Men de har mere til fælles end mulige kommende valgsejre. De vil begge sætte en Blairsk dagsorden i deres lande, hvilket vil sige, at de vil skabe vækst og beskæftigelse i et positivt samspil med erhvervsliv og globalisering, snarere end lægge hovedvægten på at forsvare velerhvervede sociale rettigheder. Men inspirationen kommer ikke kun fra Storbritannien. Det fleksible - og aktiverende - arbejdsmarked i Skandinavien er et forbillede, og det er de lavere skatter i Østeuropa også. Samtidig fremstår især Sarkozy som en frit tænkende og handlekraftig politiker, der står i skarp kontrast til det stivnede Frankrig, som præsident Chirac er det politisk stærkt svækkede symbol på. DER ER ikke kun spændende visioner i deres politik. Præsident Bush har vist, at skattelettelser kan skabe større problemer, end de løser, og at de nemt bliver fordelingspolitisk helt skæve. Og når Merkel og Sarkozy begge afviser et tyrkisk medlemskab af EU, er det i bedste fald udtryk for politisk realisme. Fremsynet og visionært er det ikke. Trods disse betænkeligheder er det indlysende, at både Frankrig og Tyskland har brug for ny politisk-økonomisk dynamik. EU's krise er kun et udtryk for, at vor del af verden for tiden er underforsynet med politisk lederskab. Her er det mere nødvendigt end tidligere at kigge på de konkrete politiske ideer og på de politiske ledere selv snarere end at fælde forhåndsdomme på baggrund af et tilhørsforhold til den ene eller den anden politiske fløj. Vi ser reformvilje i det socialistiske Spanien og i det socialdemokratiske Storbritannien, og vi ser fravær af reformer i det borgerlige Frankrig og det borgerligt-populistiske Italien. Det afgørende er, om politikerne, fra hvilken fløj de end kommer, tør stille de ømtålelige spørgsmål og vove et svar. Det er i det lys, at fascinationen af Angela Merkel og Nicolas Sarkozy er velbegrundet. Europa skriger på politisk fornyelse.