SELV OM terroren stadig udgør en langt mindre trussel mod europæernes ve og vel end trafikulykker og andre mere banale tragedier i hverdagen, og selv om vi endnu slet ikke har oplevet terror i Danmark, så fylder den stadig mere i vores bevidsthed. Den skaber utryghed og angst, og vores reaktioner på den forandrer vore samfund. Men selv om proportionsløsheden lurer, er det et kendetegn ved et civiliseret samfund, at det sætter store ressourcer ind, når dets medlemmer udsættes for overgreb. Det gælder som bekendt også i banale mordsager. Spørgsmålet om, hvordan terroren mest effektivt bekæmpes, står derfor permanent på den offentlige dagsorden. Hvilke instrumenter kan vi udstyre myndighederne i al almindelighed og politiet og efterretningstjenesten i særdeleshed med, så terror forebygges, eller terrorister i det mindste efterfølgende uskadeliggøres? Og hvilke omkostninger for retssikkerheden og borgerrettigheder skal vi acceptere for at gøre terrorbekæmpelsen mere succesrig? DER FINDES ikke noget enkelt svar, og de fleste vil være enige om, at det gælder om at finde den nødvendige balance mellem hensyn, der reelt kan være modstridende. Når det gælder frihedsberøvelse og behandlingen af mistænkte for terror, ser det ud, som om mange myndigheder i både Europa og USA allerede er gået for langt - eller ønsker at gøre det. Guantánamo er kun symbolet på en udvikling, der aldrig må blive acceptabel: At holde mennesker fængslet uden at tiltale dem, uden at stille dem for en dommer og uden at fremlægge grundlaget for mistanken er selve definitionen på et vilkårligt magtmisbrug. Det var, hvad enevældige monarker kunne før den franske revolution, og accepterer vi det, er det selve den personlige og borgerlige frihed i samfundet, der er truet på livet. Til gengæld er der andre områder, hvor der er langt mindre på spil. Et godt eksempel er registrering og overvågning. Af teknologiske og kommercielle årsager lever vi i dag et liv, der er gennemlyst og kortlagt i et omfang, der var utænkelig for blot en generation siden. Det er en udvikling, vi stort set alle sammen har accepteret, fordi den rummer så mange praktiske fordele. Det er svært at se, hvorfor tv-overvågning, datasamkøring og andre nye muligheder ikke på samme måde bør accepteres som relevante svar på terrortruslen. Lige så fast vi bør stå på vore basale frihedsrettigheder, lige så nærliggende er det at gøre den moderne gennemsigtighed til et våben mod terrorister.