AT FORSTÅ alt er at tilgive alt. La Rochefoucaulds ord gør det muligt at begribe, hvorfor britiske ministre med Tony Blair i spidsen blev så vrede, da en rapport fra en respekteret tænketank i mandags gjorde gældende, at Storbritanniens engagement i Irak og Afghanistan er en del af baggrunden for terrorbomberne i London. Umiddelbart er udsagnet ellers svært at anfægte. Der er næppe nogen terrorekspert, der vil benægte, at situationen i Irak har mangedoblet al-Qaedas rekrutteringsgrundlag, og at den massive amerikanske og britiske tilstedeværelse her er et bærende element i al-Qaedas propaganda. Samtidig er ministrenes vrede forståelig: For den baggrund kan jo på ingen måde retfærdiggøre terroren. Et tankeeksperiment kan illustrere pointen: Ville terroren i London have været i nogen forstand acceptabel, hvis den var udført af agenter for Saddam Hussein under selve krigen mod Irak? Naturligvis ikke. Terrordrab på tilfældige civile, uden antydningen af et militært formål, ville under alle omstændigheder have været en krigsforbrydelse af den mest afskyelige slags. BLAIR OG hans ministre kommer først i vanskeligheder, når de tillægger dem, der kobler Irak og terror sammen, det synspunkt, at de ønsker passivitet i kampen mod terror. Synspunktet hviler på den tvivlsomme præmis, at indsatsen i Irak var og er en nødvendig del af kampen mod den internationale terrorisme. Men det er ikke bare historisk forkert (al-Qaeda og 11. september havde i sin tid intet med Irak at gøre). Det er også at vende tingene på hovedet. Når Irak i dag er blevet et arnested for terror, er det en ubehagelig bivirkning af en vestlig politik, der kun kan retfærdiggøres med andre argumenter, flere af dem lødige: Saddam var en blodig tyran; vi troede, han havde masseødelæggelsesvåben; irakerne (og Mellemøsten) fortjener en demokratisk fremtid, og så videre. Alene betragtet som en del af en krig mod international terrorisme er Irakoperationen derimod en ubetinget fiasko. Den britiske regerings følsomhed er forståelig. Terror er terror, og kun terrorens udøvere og bagmænd bør gøres ansvarlige for den. Men hvis vestlige ledere ønsker dette standpunkt respekteret, må de også selv lade være med at misbruge terroren til andre politiske formål. Det er desværre en fristelse, som hverken Blair eller Bush har kunnet modstå.