DANSK FODNOTEPOLITIK i 1980'erne, der bl.a. gik imod nye atomraketter vendt imod øst, skadede kun i ringe grad Danmarks ry som loyalt NATO-medlem. Det er en af hovedkonklusionerne i rapporten om den kolde krig fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Der var heller ikke tale om nogen indre fjende, som i stort omfang lod sig hyre af fjenden. Fem års forskning med ny adgang til hjemlige som østlige arkiver har ingen spioner fundet på topplan, som man har oplevet i andre NATO-lande. Mindre fisk var der, som tidligere afsløret, men der tegnes et billede af et Danmark, der ikke nævneværdigt lod sig påvirke af den massive propaganda østfra. Men udbredt skepsis var der over for oprustning som svar på faren østfra. Den skepsis får medhold i rapportens påvisning af, at der var tale om overvurdering af fjendens styrke. Oprustningsspiralen var primært drevet af den overvurdering. Hovedforklaringen på, at Sovjetunionen tabte den kolde krig, var »mange års stagnation« i økonomien og en dyb samfundsmæssig krise. Rapporten kan læses som bekræftelse af, at det ikke var aggressiv amerikansk politik, som sejrede. Især vesteuropæiske samarbejdsinitiativer som den tyske østpolitik og i CSCE (nu OSCE) var derimod »både imødekommende og undergravende i forhold til Øst«. Også set fra den synsvinkel er rapporten en bekræftelse af betydningen af sikkerhedspolitisk debat og opposition. I DET STORE husholdningsregnskab, som en af rapportens fædre, Svend Aage Christensen, kalder rapporten, var der tale om overvurdering af både den ydre og indre fare. Små regnskabsposter peger i en anden retning, men i det store regnskab giver den landets samlede venstrefløj, som højrefløjen har puttet i gryden af »nyttige idioter«, mest medhold. Nogle på venstrefløjen kræver nu en undskyldning for anklager for »forræderi«. Men bedst ville det være, om rapporten bidrager til en mere nuanceret debat om historien. Tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, tolker den som en bekræftelse af, at fodnotepolitikkens ringe skade skyldtes, at regeringen fortalte vore allierede, at de ikke skulle tage den alvorligt. Men rapporten støtter snarere den opfattelse, at fodnotepolitikken viste alternative ideer, som var støttet i andre NATO-lande. Den afbalancerede rapport åbner for at plukke frit i den. Men den punkterer mange myter og kan bedst bruges imod dæmonisering af indenrigspolitiske modstandere.