DANSK FILM har det godt. Rigtig godt endda. Så godt at det er svært at pege på et land af tilsvarende størrelse, hvis filmindustri oplever bare nævneværdig samme succes. Danskerne vælter i biografen til danske film, og at dømme efter anmeldernes vurderinger er kvaliteten også høj. Således har det sidste års fem mest sete danske film alle fået fire eller fem hjerter i denne avis. Men frem for at glæde sig over den triumf for det danske filmmiljø og den danske filmstøtteordning har to af dansk films store sønner, filminstruktørerne Lars von Trier og Bille August, blæst til alarm over, at de danske film er blevet for ens og for melodramatiske. Nu kan man undre sig over, at Bille August - manden bag 'Åndernes hus'-filmatiseringen - ser sig kaldet til at revse sine kolleger for hangen til det forudsigelige og melodramatiske, men lad det ligge. At miljøet drøfter internt, hvad vej tingene udvikler sig, er helt i sin orden, selv om det unægtelig er vanskeligt at være uenig med Filminstituttets direktør, Henning Camre, når han har svært ved at se, hvad det helt præcis er 'Kongekabale', 'Brødre', 'Pusher II', 'Adams æbler', 'Manderlay' og 'Nordkraft' har til fælles. Bortset fra at de alle er danske kvalitetsfilm. GALT GÅR DET til gengæld, når politikerne på ryggen af denne debat begynder at tale om at pille ved filmstøtteordningen for at sikre større variation i dansk film, sådan som kulturordførere fra Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti i de seneste dage har gjort det. Er der noget, politikerne skal holde sig langt væk fra, er det at forsøge at styre kulturen i en særlig retning. Det går sjælden godt, og er man i tvivl, kan man skæve til Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, der mindre end to måneder efter, at han i Politiken slog til lyd for, at almindelige mennesker skulle have mere indflydelse på kulturlivet, nu i sin visdom mener, at der er for mange 'letvægtere' blandt dansk film. Hold nu op, Mogens og I andre profileringslystne politikere. Det kunne da være skønt, om der pludselig viste sig en ny dansk Federico Fellini eller Pier Paolo Pasolini, men så tillader vi os altså at tro, at vedkommende også ville få chancen for at få støtte fra Filminstituttet. Det overordnede billede er, at dansk film funkler i en grad næppe set siden Nordisk Films barndom. Lad os glædes over det, frem for at bryde hjernen med, om der er det helt rette miks mellem krimier, gysere, romantiske komedier og kunstfilm. Som de siger i USA: 'If it ain't broke don't fix it'.