GIVER DET mening at tale om Iran som demokratisk? Tja. Kan iranerne vælge mellem flere kandidater ved deres aktuelle politiske præsidentvalg? Ja, det kan de. Kan de også frit vælge mellem mænd og kvinder? Nej, det magtfulde præsteskab har nægtet kvinder ret til at stille op. Kan iranerne da frit vælge mellem landets mandlige politikere? Nej, heller ikke. Præsteskabet har sorteret de fleste politikere fra og kun tilladt et lille felt af kandidater, hvoraf de fleste har en militær baggrund og ingen anfægter det nuværende religiøse lovgrundlag. Men er Iran så demokratisk? Nej, det ville være ufint at bruge så værdifuldt et begreb som 'demokratisk' om lige præcis Iran. Alligevel har det magtfulde præsteskab skabt et temperamentsfuldt præsidentvalg, som skal ud i anden runde, fordi ingen kandidat i første runde af præsidentvalget søndag var i stand til at samle over 50 procent af stemmerne. DET ER således to af systemets egne folk, der i anden valgrunde - ligesom i den første - skal dyste mod hinanden, dels den tidligere præsident Hashemi Rafsanjani, dels Teherans borgmester, Mahmoud Ahmadinejad. Er der forskel på de to kandidater? Der er i hvert fald den forskel, at Rafsanjani, der om nogen må kende det iranske magtapparat indefra, klager over valgsvindel. Der er også den forskel, at Ahmadinejad er kulturel strammer, mens Rafsanjani kan være økonomisk slapper. Det kan i iransk sammenhæng betyde, at Ahmadinejad vil fastholde den kulturelle undertrykkelse af de modernitetssøgende iranske unge. Og det kan betyde, at Rafsanjani måske/eventuelt/muligvis vil søge at genoptage forbindelserne til USA, skønt han ikke tidligere for alvor har sat sin pondus ind på at åbne Iran for omverdenen. De har også adskilligt til fælles - f.eks. at de begge er tilhængere af det iranske atomprojekt, og at ingen af dem formentlig vil få magten i Iran, heller ikke som præsident. For magten - den sidder de øverste mullaher stadig med. DEN IRANSKE modtager af Nobels Fredspris, Shirin Ebadi, vil ikke stemme, i protest mod at begge kandidater er udvalgt af de øverste magthavere inden for deres egen kreds. Det er også grunden til, at omverdenen - skønt den kan blive nødt til at tage vinderen alvorligt - bør engagere sig mere i de iranske vælgeres håbløse vilkår end i den formelle vinders tvivlsomme autoritet.