DER ER ingen, der forventer, at EU's ledere, der mødes i dag, vil kunne løse den krise, der er fulgt i kølvandet på først det franske og så det hollandske nej til forfatningstraktaten. Ikke desto mindre gør stats- og regeringscheferne klogt i at prioritere ratifikationskrisen højt. Den vedrører selve EU's grundlag, demokratiske legitimitet og fremtidige funktionsevne. Hvis ikke Det Europæiske Råd skaber klarhed, vil ratifikationskrisen forgifte EU-debatten mellem regeringerne, institutionerne og befolkningerne i en lang række lande. Og det vil den blive ved med måned efter måned, topmøde efter topmøde. DET STÅR klart for de fleste, at EU har brug for en alvorlig tænkepause efter nejet i to stifterlande. Det er der flere politisk uafviselige grunde til, selv om de ikke altid siges højt. I lande som Storbritannien og Danmark er det svært at forestille sig en jakampagne uden argumentet om, at et nej vil 'isolere os' i Den Europæiske Union, og dermed formindske vores indflydelse. Man kan roligt sige, at det argument klinger hult, når to vigtige lande allerede har sagt nej. Sagt endnu mere brutalt: En britisk folkeafstemning er umulig at vinde, som landet ligger, og meget tyder på, at opgaven også ville blive meget svær her i landet. Når udenrigsministeren siger, at vi ikke kan stemme, hvis vi ikke véd, hvad vi stemmer om, er der derfor tale om udenomssnak. Ingen deltager i topmødet har endnu talt om en genforhandling, og problemet er derfor ikke usikkerhed om traktatens indhold. Det er usikkerheden om, hvorvidt den nogen sinde bliver vedtaget, og hvorvidt vi vil stemme ja til september, der gør en udsættelse nødvendig. TOPMØDET BØR kunne enes om en tænkepause. For at tilgodese det store flertal af lande, der allerede har godkendt traktaten, eller har både vilje til og mulighed for hurtigt at gøre det, vil det være oplagt samtidig at udskyde fristen for, hvornår traktaten senest skal ratificeres. På den måde vil der være lige så god tid for nølerne til at sige ja, når pausen engang er overstået, som der er nu. Et godt bud på, hvor stor en kombineret pause og forlængelse, der kan blive tale om, er to år. Det bringer EU solidt over på den anden side af det franske præsidentvalg, og det er nødvendigt. Der er ingen, der kan forestille sig, at Jacques Chirac, der efter nejet er den mest upopulære franske præsident nogensinde, vil kunne opnå en godkendelse af forfatningstraktaten, uanset hvor mange forbehold, den udstyres med. Han må først væk. EN TÆNKEPAUSE kommer der altså, og dermed skal vi ikke stemme til september (kommer der ingen fælles beslutning om en udskydelse, vil regeringen finde en anden undskyldning for at udskyde folkeafstemningen). Det virkelig interessante er, hvad tænkepausen skal bruges til. At pausen skal begrundes i respekt for nejerne, og for det kraftige politiske signal, de franske og hollandske vælgere har sendt til hele EU, giver sig selv. Men en pause er i sig selv tom. Det spændende er, at der i de seneste dage er begyndt at tegne sig et billede af, hvordan en pause for alvor kunne blive konstruktiv. Herhjemme er det Steen Gades Nyt Europa, der har et bud, og i kommissionen er det den svenske næstformand, Margot Wallström, der er begyndt at tænke nyt om en 'demokratisk infrastruktur' i Europa. Ideen går ud på at organisere en demokratisk samtale i stor skala med EU's borgere. På møder over hele unionen kunne repræsentative grupper af borgere - for eksempel udvalgt efter samme type metoder, som der bruges for at finde nævninge eller deltagere i bioetiske konsensus-konferencer - samles for at komme med deres ønsker og krav til EU's fremtid. I modsætning til de mange informationskampagner, som politikerne traditionelt sætter deres lid til, ville der være tale om kommunikation den modsatte vej: ikke fra politikerne til borgerne, men omvendt. IDEEN ER foreløbig kun en idé. Men hvis topmødet satte sin autoritet - og de nødvendige økonomiske midler - bag, kunne der blive tale om en virkelig politisk nyskabelse. Men der skal mere til end folkelige møder. EU's ledere skulle samtidig forpligte sig til at forholde sig til de forslag og synspunkter, der ville komme ud af en sådan toårig proces. Det ville faktisk være nærliggende at gå et skridt videre: EU's ledere, der jo er medlemslandenes regeringschefer, kunne åbne op for, at de centrale resultater af denne proces blev udgangspunktet for en række tillæg til forfatningen. Vi kender modellen fra den amerikanske grundlov, hvor en stribe tillæg har samme status som grundloven, og styrker den på afgørende punkter. Mange politikere og endnu flere embedsmænd vil formentlig se på sådanne tanker med dyb skepsis. Ikke desto mindre vil topmødets succes kunne måles på, hvor langt man går i den retning. Det Europæiske Råd bør skabe tid og rum til en fornyet demokratisk debat om EU's spilleregler - og fremtid. Så længe det ikke sker, vil dagsordenen alene være sat af nejerne. Og det har foreløbig kun medført frustration, krise og skænderier om budgettet. Topmødet kan lige så godt ende i bitre sammenbrud og tomme ord som i nytænkning. Det europæiske samarbejde har aldrig været en uundgåelig eller uomgængelig proces. Netop i disse dage er EU mere end nogensinde afhængig af politisk vilje - herunder viljen til at lære af sine fejl.