REGERINGENS inhumane udlændingepolitik har bestemt ikke fået et mere 'menneskeligt ansigt', efter Socialdemokraterne tilsluttede sig stramningerne - kort før sidste folketingsvalg. Indtil videre har Socialdemokraternes opbakning til udlændingepolitikken dog kunnet forklares taktisk; som et opportunistisk forsøg på at dække de mest sårbare flanker af. På det seneste er Socialdemokraternes integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard imidlertid gået mange skridt videre, og har tilsyneladende ladet sig inspirere direkte af opfordringen fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, om at iværksætte en såkaldt Fase 2 i stramningerne af udlændingelovgivningen. I et forsøg på at overhale regeringen højre om, har Socialdemokraterne i fulde alvor foreslået to ændringer, som ingen ville have troet mulige for blot få år siden: Socialdemokraterne ønsker både at fordele skolebørn efter etniske kriterier og fjerne enhver økonomisk bistand til hjemmegående indvandrerkvinder. SKOLEBØRNENE først: Ifølge Socialdemokraterne skal kommunerne fremover anbringe skolebørn på basis af deres etnicitet. Denne form for 'integrationspolitik' har et navn: apartheid. Bizart nok erkender Socialdemokraterne, at forslaget strider mod menneskerettighederne. Men deres svar på kritikken er endnu mere bizart. Socialdemokraterne vil have undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at give lokale dispensationer. Hov? Dispensation for de universelle menneskerettigheder! Hvad er det egentlig, at Socialdemokraterne har gang i? Integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard forklarer selv ideen på følgende vis: »Elever på hvide ghettoskoler har også gavn af at se, at der er børn, der lever anderledes«. Ja, mildest talt. Men vel ikke i form af kvoter af særlige 'sorte børn'? Heldigvis har Bertel Haarder - der ellers ikke går af vejen for selv vidtgående gradbøjninger af basale retspolitiske principper - pure afvist ideen: »Dels strider det mod diskriminationslovgivningen, og dels er der jo masser af tosprogede elever, der slet ikke har brug for hjælp. Det vil da være vanvittigt at henvise dem til en anden skole«, lyder det fra undervisningsministeren. MAN KAN oplagt diskutere, hvor mange fagligt tunge elever, der bør være i en folkeskoleklasse. Naturligvis. Der er en grænse for, hvor mange skoleelever med behov for intens specialundervisning, der meningsfuldt kan undervises samtidigt. Enhver form for opdeling, fordeling og - ikke mindst - transport af skolebørn bør dog altid baseres på strenge, faglige kriterier - og kun faglige kriterier. Enhver anden form for opdeling af børn (og voksne) er ikke kun modbydelig, fordi den formelt strider mod menneskerettighedskonventionerne, men først og fremmest modbydelig, fordi den vil bygge på en enfoldig rangordning af mennesker; sågar en rangordning i 'hvide' og 'sorte' mennesker. Desværre bagatelliserer mange danske politikere, at menneskerettighedskonventionerne rent faktisk bygger på almenmenneskelige normer for socialt samvær blandt ligeværdige borgere; normer, som vores samfund slet ikke kan fungere foruden. At Socialdemokratiet ikke længere kan regnes med blandt menneskerettighedskonventionernes kompromisløse forkæmpere, er derfor mildest talt beskæmmende. FORSLAGET fra Socialdemokraterne om at fjerne den særlige ydelse til kontanthjælpsmodtageres hjemmegående ægtefæller er bedrøveligt nok lige så problematisk som den etniske tvangsspredning af skolebørn. Logikken i forslaget er tilsvarende primitiv: Hvis hjemmegående indvandrerkvinder får frataget ethvert forsørgelsesgrundlag, vil de - alt andet lige - få en større tilskyndelse til at søge arbejde uden for hjemmet. Et ægtepar uden børn - hvor den ene i dag får den såkaldte 'forklædeydelse' på 2.688 kroner om måneden - ville i denne nye socialdemokratiske model stå tilbage med mindre end folk på den forkætrede 'startydelse'; en anden ussel ydelse, Anne-Marie Meldgaard i 2003 omtalte således: »Ydelsen er så lav, at ingen familie har råd til at betale de mest basale udgifter«. HVAD ER DER dog sket med Socialdemokraterne i disse to år? Er Socialdemokraterne kommet så langt ud, at de vitterligt mener, at indvandrere skal diskrimineres både uddannelsesmæssigt og økonomisk? Eller har Socialdemokraterne bare glemt, at partiets projekt op gennem det 20. århundrede var det stik modsatte: at udbygge det sociale sikkerhedsnet for udsatte grupper og samtidig stimulere efterspørgslen efter arbejdskraft gennem investeringer i offentlig velfærd. Derved kom tusindvis af hjemmegående kvinder ud på arbejdsmarkedet. Hvorfor forsøger Socialdemokraterne ikke at holde fast i denne ubetingede succesmodel? Ideologisk og historisk burde det i hvert fald aldrig kunne blive socialdemokratisk politik blot at skære i de sociale ydelser. Dét er alt for uværdigt. En let tommelfingerregel kunne være, at indvandrere ikke bør udsættes for indgreb, som Socialdemokraterne aldrig ville udsætte LO-medlemmer for. Så længe Socialdemokraterne ikke formår at reorientere partiets 'integrationspolitik' væk fra diskriminerende tiltag mod en kombineret beskæftigelses-, skatte- og uddannelsesindsats, fremstår Socialdemokratiet ikke som et attraktivt regeringsalternativ.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
