NÅR EFTERLØNNEN bør indskrænkes til færre mennesker i fremtiden, er det ikke, fordi vi ikke har råd. Selvfølgelig har det danske samfund råd til at betale raske, midaldrende mennesker for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet - hvis vi vel at mærke vælger at prioritere dét. Det reelle spørgsmål er, om vi finder det rimeligt, at folk skal kunne trække sig tidligt tilbage - betalt af det offentlige. Debatten om velfærdsreformer tager dog sjældent afsæt i sådanne rimelighedsbetragtninger. I stedet fyger tallene rundt. Ikke mindst som reaktion på Velfærdskommissionens arbejde. Anført af tidligere overvismand Christen Sørensen er kommissionen blevet kritiseret for at basere sine beregninger på forkerte præmisser og ensidige økonomiske argumenter. Indtil nu har formanden for Velfærdskommissionen, Torben M. Andersen, afvist påstandene. Men i dagens avis leverer han en væsentlig nuancering. Han fastslår, at man skal tage kommissionens beregninger med et gran salt. For det første er beregningerne baseret på lange og meget usikre fremskrivninger, og for det andet er der ingen akutte problemer for det danske velfærdssamfund: »Når vi sammenligner os med andre europæiske lande, ser det rigtig godt ud. Det er ikke noget panikscenarium, vi tegner. Det er ikke et spørgsmål om, at velfærdssamfundet er ved at bryde sammen og gå ned med mand og mus«. NUANCERINGEN understreger, at det er halsløs gerning udelukkende at basere diskussionen om velfærdsreformer på langsigtede og yderst usikre økonomiske prognoser. Den slags kan aldrig blive andet eller mere end diskutable skøn. Samtidig tjener prognoserne til en skævvridning af diskussionen. I øjeblikket handler debatten udelukkende om, hvorvidt vi har råd til at beholde velfærdsordninger som efterlønnen. Spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt og klogt at betale arbejdsdygtige og ofte velhavende mennesker for at trække sig fra arbejdsmarkedet, er derimod underligt fraværende i diskussionen. Det er, som om man har glemt, at efterlønnen hvert år koster over 20 milliarder kroner, som for en meget stor dels vedkommende kunne bruges på meget bedre ting end at belønne arbejdsdygtige mennesker for at gå alt for tidligt på pension. For eksempel på investeringer i forskning og uddannelse eller på at sænke indkomstskatterne for de lavtlønnede. Selvfølgelig skal vi lade økonomerne se frem i tiden og bruge deres faglige input i debatten. Men det er en fundamental misforståelse, når man lader sine politiske prioriteringer bestemme af økonomiske beregninger, som VK-regeringen har valgt at gøre. Især når det er så indlysende, at vi bruger milliarderne så forkert, som tilfældet er med efterlønnen i dag.