KAN DEN DANSKE ulandsbistand løse alverdens problemer med fattigdom, smitsomme sygdomme, hungersnød og snavset drikkevand? Aldrig i livet. Ikke desto mindre jubler toppolitikere, græsrodsaktivister og diverse rockstjerner i disse dage over, at lederne af de rigeste lande, de såkaldte G8-lande, har besluttet at slå en streg over verdens 18 fattigste landes samlede gæld - hvilket vil give udviklingslandene en årlig rentebesparelse, der svarer til den danske ulandsbistand: 1,5 milliarder dollar, lidt over 9 milliarder kroner. G8-ledernes beslutning fortjener al den hyldest, den overhovedet kan trække. Gældslettelse til verdens fattigste lande er nemlig akut tiltrængt og langsigtet nødvendigt. Så længe de fattigste lande er fastlåst i en ondsindet gældsspiral, er det illusorisk at forestille sig, at de fornødne ressourcer vil kunne blive frigjort til fattigdomsbekæmpelse. Derfor er gældslettelse den rigtige vej at gå. De penge, landene i dag bruger på renter og afdrag til vestlige banker, kan investeres bedre. Når alt dette er sagt, bør beslutningen dog også sættes i de rette proportioner. Rentebesparelsen blegner ved siden af de 330 milliarder dollar, de rigeste lande hvert år bruger på landbrugsstøtte til egne landmænd. Hver gang der udbetales 1 krone i global udviklingsbistand, får vestlige landmænd således næsten 7 kroner. Denne stærkt skævvridende landbrugsstøtte betyder reelt, at de fattigste lande årlig 'frarøves' milliardindtægter i tabt landbrugseksport. I et større perspektiv har de rigeste lande derfor intet at være stolte af. Verdensøkonomien er stadig så protektionistisk - til skade for de fattigste lande - at enhver snak om udviklingsbistand i de fleste tilfælde klinger af dybt hykleri. VERDENS DÅRLIGE samvittighed bør ikke stoppe her. Endnu er det uklart, om den nye gældslettelse blot vil blive finansieret af de i forvejen beskedne bistandsmidler. USA's regering har mere end antydet, at den agter at reducere ulandsbistanden med et beløb, der svarer til selve gældslettelsen. I så fald vil udviklingslandene være værre stillet end før. For så får de i realiteten færre penge til mad, sundhed og rent vand. På verdensplan ligger udviklingsbistanden under halvdelen af de årlige 100 milliarder dollar, FN vurderer er nødvendigt for blot at halvere den absolutte fattigdom i verden før 2015. Verdens udviklingsproblemer begrænser sig nemlig ikke til de 18 lande, der får gældssanering. Desværre. Den globale opgave er næsten uoverstigelig og kræver tålmodighed, økonomisk opofrelse og politisk beslutsomhed. De fattige lande har ikke brug for mere varm luft. G8-beslutningen vil forhåbentlig vise sig at være et første skridt.