SOM GAMLE krigsveteraner har fløjkrigerne i SF og Socialdemokraterne svært ved at vænne sig til fredelige tider; de fortsætter kampen - uagtet at de to netop gennemførte urafstemninger om formandsposten endte med to klare resultater: De to nye formænd, Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S), har således vundet bred demokratisk forankring blandt deres respektive partisoldater. Ikke desto mindre har folk fra andet geled i både SF og Socialdemokraterne skabt højlydt spektakel i løbet af den seneste uge. Første angrebsbølge kom fra det traditionalistiske bagland i Socialdemokratiet, som er stærkt fortørnede over partitoppens offentlige irettesættelse af velfærdsordfører Sandy Brinck efter hendes offentlige kritik af den nye ledelses ansættelsespolitik. De truer sågar med at iværksætte en ekstraordinær kongres. Dernæst selvantændte en række yngre SF'ere, der er frustrerede over Villy Søvndals 'ledelsesstil'; angiveligt fordi han har anbefalet, at EU-kritikeren Jacob Nørhøj vælges som ny næstformand. Dét fik partiets nuværende næstformand, Trine Bendix, til at trække sig - samtidig med at de to ivrige EU-tilhængere, Villy Dyhr og Ninna Thomsen, undlader at genopstille på weekendens hovedbestyrelsesmøde. Dermed udtyndes partiets i forvejen sparsomme talentmasse. Igen. REAKTIONSMØNSTRENE er besynderlige i begge tilfælde. Efter lang tids indre, forkrampet splid er der endelig skabt lidt samling på de to oppositionspartier - for så blot at gå op i hat og briller ved først givne lejlighed. I socialdemokraternes tilfælde virker det bizart, at man ikke koncentrerer kræfterne om at diskutere, hvordan den midlertidigt øgede vælgeropbakning efter formandsskiftet ikke blot fastholdes, men ligefrem drives op over 30 procent. Nu risikerer Socialdemokraterne desværre i stedet at holde liv i en uendelig skyggekrig med sig selv. I folkesocialisternes tilfælde virker det besynderligt, at enigheden om partiets EU-linje - i form af klar opbakning til EU-forfatningstraktaten fra et stort flertal af partimedlemmerne - ikke udnyttes til at formulere en mere ambitiøs europæisk satsning. Desværre risikerer SF i stedet at gå i fornyet selvsving omkring EU-debatten. Lige nu fremstår oppositionen dermed atter som sin egen værste fjende.