PRÆSIDENT CHIRAC har givet sit første svar på den indenrigspolitiske krise, som det franske nej i søndags også var. Han har ladet sikringen springe, som man siger i Paris, altså udskiftet sin premierminister, Jean-Pierre Raffarin, der allerede før nederlaget i søndags var særdeles upopulær. Og hvem er så Jacques Chiracs nye håb? Manden, der skal besværge den demokratiske krise, har aldrig deltaget i et demokratisk valg. Ikke så meget som et byråd har han siddet i. Han har været topembedsmand i præsidentpalæet for derefter at blive udenrigsminister og senest indenrigsminister. Han har også - ud over højlitterære digte - skrevet en næsten drengeagtigt heltedyrkende bog om Napoleons 100 dage - dem, der endte med Waterloo. Det blev offentligheden mindet om, da han onsdag gav sig selv 100 dage til »at genskabe det franske folks tillid«. Hvad Dominique de Villepin mener om økonomiske spørgsmål, er der ingen, der ved. Men han tror meget på »den franske model« og på »politisk vilje«. DET HAVDE unægtelig været mere nærliggende, hvis præsident Chirac havde henvendt sig til Nicolas Sarkozy, den eneste politiker i Frankrig, der for alvor rager op i disse år, og som faktisk er politisk leder af det regeringsparti, der sidder på flertallet i Nationalforsamlingen. Men Chirac kunne ikke få de løfter om fuldstændig følgagtighed fra ham, som han ønskede sig. Og valgte derfor Villepin, som de færreste parlamentarikere bryder sig om, som ingen politisk base har, men som af samme grund er ubetinget loyal. Hvordan den sølvhårede diplomat og retoriker, som brød igennem, fordi han fik klapsalver - men ikke resultater - i FN under Irakkrisen, skal kunne løse Frankrigs akutte problemer, er meget svært at se. Men Villepin er kun den næsten komiske top på et isbjerg af politiske og økonomiske problemer. Politisk har de to regeringsbærende fløje i fransk politik mistet vælgere igennem flere år. Socialistpartiet er splittet og uden troværdig leder. Baggrunden er en langvarig arbejdsløshed på over ti procent og en politisk og social debat, der er helt igennem defensiv - protektionistisk, passiv, frygtsom. Nicolas Sarkozy, der som en af de få taler åbent og konstruktivt om Frankrigs problemer - hvad enten det drejer sig om økonomi eller integration - er gået ind i den ny regering for ikke at blive beskyldt for illoyalitet. Men realiteten er, at Frankrig er gået på vågeblus på en måde, som det umuligt kan have råd til. Der kan gå 22 måneder, før landet får en ny start. Så længe er der nemlig til, at Jacques Chiracs præsidentperiode udløber.