0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Folkets vilje

Libaneserne går til valgurnerne i dag

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

14. MARTS i år gik libaneserne i stort antal på gaden i protest mod mordet på tidligere ministerpræsident Rafiq Hariri. Det var den største politiske manifestation - af frivillig karakter - i Mellemøstens historie.

Demonstranterne ville ikke alene vise deres bestyrtelse over det voldsomme attentat; de sendte også et umisforståeligt signal til de formodede gerningsmænd fra den syriske besættelsesmagt om at trække sig ud af Libanon.

De folkelige protester viste sig at bære frugt, godt bakket op af et internationalt pres på det syriske regime, og Libanon er for første gang i 30 år et frit og selvstændigt land. Det er derfor, det middelhavsland, der gennem tiden har stået så mange prøvelser igennem, i dag er i stand til at påbegynde første del af en længere valgproces.

Over de næste fire uger skal landets vælgere afgøre, hvilke politikere der fortjener et af parlamentets 128 sæder. Men selvfølgelig er der slanger i det, der engang var paradis; libaneserne må fortsat slås med den tunge arv efter mange års borgerkrig, sekteriske stridigheder, fremmede besættelsesmagter og militante grupper i lommen på stridslystne nabostater.

DET ER en svovlholdig cocktail, som kan gøre det af med selv nok så gode intentioner. Men som mange libanesiske kommentatorer og avisledere hæfter sig ved, så er den demokratiske årvågenhed vakt blandt mange almindelige libanesere. Der er et stærkt ønske i befolkningen om at kunne mødes i politisk samdrægtighed på tværs af tidligere religiøse skillelinjer. Den nyvundne indstilling synes således at være landets redning fra en gentagelse af fortidens blodige kaos.

Mens libanesiske politikere skændes om valglovens påståede favorisering af politikere af prosyrisk observans, og om fordelingen af mandatantallet mellem kristne, der udgør knap 35 procent af landets befolkning, og muslimer, som udgør det store flertal, ja så er der altså meget, der tyder på, at 14. marts-demonstrationerne ikke var en engangsforestilling.

Det tog som bekendt mere end én dag at bygge Rom, og heller ikke demokratiet i Libanon vil uden videre blomstre og spire. Men selv om mange af de politiske kandidater åbent har indrømmet, at de savner et reelt program, kan de være sikre på, at befolkningen har et program: Fred og stabilitet. De demokratiske reformer vil ikke forvitre. Ikke nu, hvor folket har talt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere