14. MARTS i år gik libaneserne i stort antal på gaden i protest mod mordet på tidligere ministerpræsident Rafiq Hariri. Det var den største politiske manifestation - af frivillig karakter - i Mellemøstens historie. Demonstranterne ville ikke alene vise deres bestyrtelse over det voldsomme attentat; de sendte også et umisforståeligt signal til de formodede gerningsmænd fra den syriske besættelsesmagt om at trække sig ud af Libanon. De folkelige protester viste sig at bære frugt, godt bakket op af et internationalt pres på det syriske regime, og Libanon er for første gang i 30 år et frit og selvstændigt land. Det er derfor, det middelhavsland, der gennem tiden har stået så mange prøvelser igennem, i dag er i stand til at påbegynde første del af en længere valgproces. Over de næste fire uger skal landets vælgere afgøre, hvilke politikere der fortjener et af parlamentets 128 sæder. Men selvfølgelig er der slanger i det, der engang var paradis; libaneserne må fortsat slås med den tunge arv efter mange års borgerkrig, sekteriske stridigheder, fremmede besættelsesmagter og militante grupper i lommen på stridslystne nabostater. DET ER en svovlholdig cocktail, som kan gøre det af med selv nok så gode intentioner. Men som mange libanesiske kommentatorer og avisledere hæfter sig ved, så er den demokratiske årvågenhed vakt blandt mange almindelige libanesere. Der er et stærkt ønske i befolkningen om at kunne mødes i politisk samdrægtighed på tværs af tidligere religiøse skillelinjer. Den nyvundne indstilling synes således at være landets redning fra en gentagelse af fortidens blodige kaos. Mens libanesiske politikere skændes om valglovens påståede favorisering af politikere af prosyrisk observans, og om fordelingen af mandatantallet mellem kristne, der udgør knap 35 procent af landets befolkning, og muslimer, som udgør det store flertal, ja så er der altså meget, der tyder på, at 14. marts-demonstrationerne ikke var en engangsforestilling. Det tog som bekendt mere end én dag at bygge Rom, og heller ikke demokratiet i Libanon vil uden videre blomstre og spire. Men selv om mange af de politiske kandidater åbent har indrømmet, at de savner et reelt program, kan de være sikre på, at befolkningen har et program: Fred og stabilitet. De demokratiske reformer vil ikke forvitre. Ikke nu, hvor folket har talt.