ISRAEL fyldte i går 57 år. Den allerbedste gave er, at landets fødselsdag næsten er blevet rutine, efter at israelerne i mange år opfattede dagen som en anledning til at prise sig lykkelige for selve deres stats overlevelse. I dag vil de færreste føle sig konkret truet i militær forstand, skønt mange israelere stadig ikke tør satse på, at deres arabiske nabostater - eller det persiske Iran - reelt ønsker fred. Men deres samfund er utvivlsomt Mellemøstens militært stærkeste. Og Israels største udfordring i dag er ikke at forholde sig til trusler om krig, men til muligheder for fred. I GAZA, som den israelske regering har lovet at overlade til palæstinenserne i august efter 38 års besættelse, nægtede bosættere at hejse flaget på fødselsdagen. Det er næppe et dårligt tegn, efter at den nationalistiske højrefløj i for mange år har forsøgt at tage patent på patriotisme. I dag er det ved at gå op for flertallet af israelerne, at landets interesser er bedst tjent med at opgive besættelsen af palæstinenserne og ved at søge forsoning med en fremtidig palæstinensisk stat. Når premierminister Sharon udtaler, at Israel har militær overvægt, men at det må søge fred, er det derfor både korrekt og forpligtende. Han vil vinde respekt for at trække sine soldater ud af Gaza og fire bosættelser på Vestbredden, men vil stå over for internationale krav om, at Israel også forlader resten af Vestbredden. Ikke alene for palæstinensernes skyld, men også af hensyn til Israel selv. Derfor er det i dag klart i Israels interesse, at det palæstinensiske selvstyre, som skal udvikle sig til en stat, fungerer - økonomisk, politisk og demokratisk. DE TO FOLK - israelere og palæstinensere - er blevet forudsætning for hinandens fremtid. Det er i dag kun israelerne, der kan give palæstinenserne frihed - og det er kun palæstinenserne, der kan give Israel fred.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
